Hvordan kan vi modtage Helligånden?

Ethvert løfte i Guds ord har sit særlige grundlag, skriver Neerskov. Grundlaget for modtagelsen af den iboende hellige Ånd er Jesu død og opstandelse.

Da Jesus døde, sonede han al verdens synd. Men da han selv var syndfri, kunne døden ikke fastholde ham. Derfor opstod han fra de døde, og dermed har vi også et opstandelseshåb. På samme måde er grundlaget for Helligåndens dåb også udenfor os selv.

Det er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Grundlaget for en dåb i Helligånden findes i den kendsgerning, at Jesus har taget sæde på Guds trone.

I ApG. kap. 2:33 læser vi: ”Han (Jesus) er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han udgydt. Det er det, I både ser og hører.”
Videre i vers 37 f. læser vi:
”Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ’Hvad skal vi gøre brødre?’ Peter svarede: Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.”

Opfyldelsen af løftet

Vi har nu set på selve løftets grundlag. Nu vil vi så se på opfyldelsen. Her er der ingen tvivl om, at opfyldelsen af dette løfte skete på selve Pinsedagen. Det læser vi om i ApG. kap. 2:1-4 (her citeret fra gammel oversættelse):
”Da pinsefestens dag var kommet, var de alle endrægtigt forsamlede. Da lød der fra himlen en susen som af et vældigt fremfarende vejr, og det fyldte hele huset, hvor de var forsamlede. Og der viste sig tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt af Helligånden og begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde.”

Her skete i sandhed et under. På Jesu befaling havde de i ti dage bedt om og forventet dette under. Selve opfyldelsen sker med en sammenligning af et vældigt fremfarende vejr.

Har du oplevet det, ved du, at det er vældige kræfter, der er involveret i dette. Ilden nævnes også ved dette under. Den er en god tjener, men en ond herre.

Desværre er der nogle kristne, der i dag vil hævde, at vi ikke mere skal forvente at modtage denne kraft til tjeneste, for den blev givet én gang for alle, og det skulle være nok. Men de samme kristne vil ikke hævde, at det er nok for os i dag, at disciplene blev født på ny påskedag. Hver enkelt af os må i dag i personlig tro modtage, hvad Gud har skænket os gennem vor Herre Jesus Kristus.
Helligånden gør det levende for os, og derefter modtager vi det i tro. Således er det også rigtigt, at Helligånden blev udgydt for alle på pinsedag, men kun de, der ved personlig tro modtager det, får del deri.

Dette forklarer Peter også for mængden, der pinsedag i Jerusalem strømmede sammen, da de hørte dette ske. Til dem talte Peter med en sådan myndighed ved Helligånden, at de fik et stik i hjertet og sagde:
”Brødre, hvad skal vi gøre?” Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn, og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på’!” ApG. 2:3-39.
Her er ikke noget at tage fejl af. Løftet gjaldt ikke blot disciplene, men også denne sammenløbne hob af mennesker. Men gælder det også for os, der lever i dag? Var det ikke kun noget, der skete i den første menighed? Nej! Der står videre, at løftet gælder alle: ”Alle dem, der er langt borte,” og for at vi ikke skal misforstå det, tilføjes der: ”så mange, som Herren vor Gud vil kalde.”

Modtagelsen af Helligåndens dåb

Hvordan kan vi i dag modtage Helligåndens dåb? På nøjagtigt samme grundlag, som de første kristne modtog Helligånden, og det var ved at tage imod i tro. Peter siger det så klart. Grundlaget er, at Jesus er herliggjort og har taget sæde på tronen i himlen. Men han siger også, at der er noget, vi skal gøre:

Det er to ting: ”Omvend jer, og lad jer døbe”, så skal vi få to ting, nemlig: ”Syndernes forladelse og Helligåndens gave! For jer gælder forjættelsen … ja, alle som Gud vil kalde.”
Dersom vi er blevet omvendt og er blevet døbt, men opdager, at vi kun har modtaget den ene gave, hvad gør vi så?
Lad os benytte et eksempel fra hverdagen. Du går ind i en guldsmedeforretning og køber to smykker, som bliver indpakket i hver sin flotte pakke. Du betaler dem begge, men da du går, tager du kun den ene med og glemmer den anden pakke. Hvad gør du så?

Du går naturligvis tilbage til forretningen og beder om at få den pakke, som retmæssigt er din. Du vil ikke begynde at tigge og bede om at få den, eller ransage dig selv om du er værdig til at få den.
På samme måde er det med Guds løfter til os. Ganske vist er der en anden, der har betalt, for at vi kan få del i Guds gaver til os. Men Jesus har betalt prisen, og derfor kan vi få del i gudsrigets gaver, og det har vi brug for, for vort kald er, at vi skal være vidner om gudsrigets herlighed.

Bøj dine knæ og bed om at få gaven

Hvis du længes efter en dåb i Helligånden, så bøj dine knæ og bed Gud om denne store gave. For den, for hvem Ånden åbenbarer, at Jesus døde for dine synder, bliver frelst. Og den som tror på, at Jesus har taget sæde på højre side af Guds trone, modtager en dåb i Helligånden.

Det er ikke i første omgang et spørgsmål om en oplevelse. Ligesom frelsen sker ved enkel modtagelse, uden at man behøver at pege på en dag, et tidspunkt eller en oplevelse, sådan er det også med en dåb i Helligånden. Bed du om og tro, at Gud er trofast imod sit eget ord. Du skal ikke søge en oplevelse, men du skal søge Gud og fundere din tro på hans løfter.
Det kan ikke betones stærkt nok, at modtagelsen af en dåb i Helligånden sker ved enkel tro som modtagelsen af enhver anden forjættelse i Skriften. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke får nogen oplevelse af modtagelsen af Åndens dåb.

Men der er vel ikke noget løfte i Skriften, hvor mennesker har så stærke forudfattede meninger som løftet om Helligåndens dåb.
Det bevirker, at mennesker ofte er mere optaget af gaverne end at være optaget af selve åndsopfyldelsen, der skulle være det egentlige. Det er usundt, for da er selve modtagelsen af Helligånden forkert.

Åndsdåben gives ikke, for at vi skal have visse oplevelser, men derimod for at vi skal blive udrustet med kraft til tjeneste. Naturligvis får vi også bekræftelse af Åndens kraft over vore liv, og da denne ofte falder sammen med selve modtagelsen i tro, kaldes dette for Åndens Dåb.

Dette er absolut ikke forkert, for uden oplevelse af Åndens kraft med de tegn som Guds ord giver os, kan vi ikke fastholde modtagelsen af en dåb i Helligånden. Der findes kristne, der hævder, at alle kristne er døbt i Helligånden, og at vi blot må tro dette, for da er det vor del. Men her må vi skelne mellem den golde rettroenhed og den levende forventningsfulde tro.

Nogle vidnesbyrd fra kendte kristne

Her kunne det måske være en hjælp at bringe nogle vidnesbyrd af kendte kristne. En af dem er lederen af den svenske pinsevækkelse, Levi Petrus. Han beretter, hvordan det gennem Guds ord blev klart for ham, at ”vi ved troen kunne få Ånden, som er forjættet os”. (Gal. 3:14).
I denne forvisning klyngede han sig til ordet fra 1.Johs. 5:14-15:
”Dette er den tillid vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os, og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad om”.
Han var tilmed udsat for, at nogle spurgte ham, om han var døbt i Ånden, og dertil svarede han JA! Nogen tid derefter faldt Ånden på ham, og han talte i nye tunger.

Et andet vidnesbyrd stammer fra den kendte vækkelsesprædikant Torrey. Han havde en lignende oplevelse, efter at han havde været prædikant i mange år. Han skriver:
”Der var en tid i mit liv, da jeg blev ledet til at sige, at jeg ikke ville træde frem på min prædikestol, før jeg havde fået en virkelig oplevelse af en dåb i Helligånden. Det var en kamp! Den tanke kom til mig: ’Tænk hvis du ikke bliver døbt i Helligånden inden søndag. Hvordan skal det gå, hvis jeg ikke går op på prædikestolen’?”
”Jeg holdt imidlertid fast i min beslutning, og jeg havde også en forudfattet mening om, hvad der ville ske, når jeg blev mødt af Helligånden, men det gik slet ikke, som jeg havde regnet med. En morgen, da jeg var i stille bøn til Gud, sagde Ånden til mig: ’Ånden er din. Gå nu og forkynd mit Ord’!”

Videre siger Torrey, at han ikke havde nogen særlig oplevelse og ingen vældige følelser, men blot en stille forvisning om, at velsignelsen var hans.
”Nogen tid efter sad jeg i mit arbejdsværelse. Jeg kan ikke huske, at jeg tænkte på dette emne, men pludselig blev jeg kastet ud af stolen og ned på gulvet, og der lå jeg og råbte: ”Ære være Gud – ære være Gud!” Jeg kunne ikke lade være. En kraft, der ikke var min egen, havde taget mine læber og hele min person i besiddelse. Jeg havde ellers ikke et let bevægeligt sind, eller et hysterisk temperament, men jeg mistede kontrollen over mig selv. Jeg havde ikke tidligere råbt sådan, men nu kunne jeg slet ikke lade være”.

Videre skriver Torrey:
”Jeg beretter ikke dette for at blæse det op til noget stort. Da jeg fik denne vidunderlige oplevelse, som jeg slet ikke kan beskrive til fulde, var det ikke selve modtagelsen af Helligånden. Nej! Jeg blev døbt i Helligånden, da jeg tog imod i tro i den stille stund, da Gud sagde: ”Ånden er din! Gå nu og forkynd!”