Mette bliver evangelist i Sønderjylland
Mette Hornstrup skal være en del af teamet i Indre Missions Region Syd.
Mette Hornstrup er fra 1. juli ny missionær i Indre Mission og bliver en del af teamet i Region Syd.
Mette har færdedes i Indre Mission hele sit liv og har tidligere været volontør ved Cafébussen. Hun havde dog ikke forestillet sig en ansættelse i Indre Mission, da hun for fire år siden begyndte 3K-uddannelsen i Aarhus, skriver Indre Missions Tidende.
Kaldet som evangelist
– Min tid i Soldatermissionen og ved Cafébussen havde givet mig en lyst til at møde mennesker med evangeliet om Jesus. Jeg kunne dog ikke se mig selv i den klassiske stilling som indremissionær, men med de nye medarbejderteams er det anderledes. Her skal jeg ikke kunne det hele, men kan trække på mine kollegaer, fortæller Mette, der oplever sig kaldet som evangelist.
Missionær i fronten
Det er endnu ikke besluttet, hvor Mette skal bo, men det bliver et sted i Sønderjylland, fortæller hun.
– Jeg vil gerne ud i fronten. Jeg vil gerne møde mennesker, der ikke kender Jesus, men det skal ikke være alene. Og først skal jeg lære området at kende og finde ud af, hvad IM-folkene har brug for.
– Jeg er utrolig taknemlig for at få en ung pige som Mette med på holdet. Hun kommer med både iver og erfaring, og jeg ved, at Sønderjylland er klar til at tage imod hende, udtaler regionsleder Bjarne Taulborg.
Mette er nu ved at afslutte sin bachelor i kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen. Hun er 30 år og single og indtil videre også boligsøgende, oplyser Asbjørn Asmussen fra IMT.