Min sorg er, at mine børn lever uden Gud

Kære Orla Lindskov.
Jeg er en mand i tresserne. Jeg tænker meget over alle de ubesvarede bønner, jeg i tidens løb har bedt.
Der er noget, jeg har bedt om i årevis. Men som jeg endnu ikke har set opfyldt.
Jeg føler, at min tro på grund af det er stærkt anfægtet.
Ind imellem føler jeg mig syg i min krop med mavesmerter og med hovedpine.

Jeg er ikke gået til min læge med disse symptomer, for hvis jeg fortæller ham årsagen, er jeg bange for, at han ikke ville kunne forstå mig. Det handler nemlig om mine børn og deres forhold til troen.

Jeg har bedt for dem, fra de var små og boede hjemme. Jeg har lært dem at bede og lært dem om troen.
Men nu er de voksne og bor ikke mere hjemme. Nu ser det så ud til, at de slet ikke har brug for Gud og for troen.

De går aldrig i kirke. Jeg har tre børn, og det gælder for dem alle tre, at de tilsyneladende har valgt at klare sig uden Gud.
Vi taler heller aldrig om troen, når vi er sammen. Jeg har forsøgt. Men det gik ikke.

De er søde, rare og venlige. Men de er tilsyneladende optaget af helt andre ting.
De er alle kommet godt på vej. De har godt arbejde, har gode hjem, og de er venlige og hjælpsomme overfor min hustru og mig. Men min store sorg er, at de ikke søger Gud. Det er jo trods alt det vigtigste.

Hvorfor hører Gud ikke mine bønner for dem?
Det jeg beder om, nemlig mine børns frelse og bevarelse, må jo være noget, der er efter hans vilje.

Jeg vil være taknemmelig, hvis du vil bede for mit helbred, for tvivlen gnaver også i mit helbred.
Med venlig hilsen
En ulykkelig far

SVAR:

Gud hører din bøn og vil svare når tiden er inde

Kære ulykkelige far
Allerførst vil jeg sige, at Gud har hørt alle de bønner, du i årenes løb har bedt for dine børn. Han er langt mere interesseret i at få dem ind til sig, end vi har mulighed for at fatte.
Vi har ofte svært ved at forstå Guds tid, Guds time. Vi vil gerne se Gud gribe ind hurtigt. Men Gud har sin egen tid, time og plan.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem bønhørelse og bønnesvar. Der kan godt gå lang tid imellem, at Gud hører vores bøn og så at vi får det, vi har bedt om.
Den ventetid har vi mennesker ofte svært ved at klare. Især da når vi ved, at vores bønner er efter Guds vilje.

Men som sagt, Gud arbejder i overensstemmelse med dine bønner. Der er bare noget i hans tanker og planlægning, som vi ikke kan se og heller ikke kan fatte. Guds tanker er på et højere og langt mere fuldkomment plan, end vores tanker. For det meste kan vi ikke se ind i ”Guds værksted”.

Man taler også om, at Gud gemmer og bevarer vores bønner i guldskåle. Når guldskålen er fyldt, kommer bønnesvaret.

I forbindelse med at du venter på bønnesvar, så tænk på Abrahams forbøn for hans brodersøn, Lot, som boede i syndens by, Sodoma.

Længe og indtrængende havde Abraham bedt for ham. Men der skete tilsyneladende ikke noget. Der kom ingen forandring med Lot eller med hans liv. Men så står der pludseligt i 1. Mosebog kap. 19, vers 29:
”Dengang Gud tilintetgjorde Jordan-dalens byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde boet.”
Gud huskede Abrahams bønner og frelste Lot.

Kære ulykkelige far, jeg synes, der er trøst at hente for dig i denne beretning om Abraham og Lot.

Til slut vil jeg sige:
– Bliv ved med at bede for dine børn. Stol på, at Herren vil gribe ind. Lad ikke ventetiden så tvivl i dig.

Jeg vil bede om, at tvivlen ikke må gnave og ødelægge dit helbred, og om at du må få tro og hvile i stedet for tvivl.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

BREV 2 :

Min sygdom gør mig bitter!

Et brev til Orla Lindskov:
Jeg skriver dette brev til dig, fordi min hustru siger, at jeg er ved at blive ond.

Min situation er den, at jeg i nu snart mange år har været syg. Jeg har været sengeliggende det meste af tiden. Dog er jeg af og til oppe for at gøre den smule gavn i vores hus, som jeg formår.

Min eneste datter bor stadig hjemme. Hun støtter både mig og min hustru meget.

Jeg synes, det er underligt, at netop jeg skulle få lagt sådan en langvarig sygdom på mig.

Menighedens ældste har været her og har bedt for mig og salvet mig med olie. Mange velmenende kristne er kommet i vores hus for at bede om helbredelse for mig. Men intet af det har hjulpet.
Det er, som om sygdommen er et uhyre, som holder mig fanget. Når alle de gode menneskers tro ikke har befriet mig fra sygdommen, så har jeg så godt som sluppet troen. Jeg er ikke blevet ond.

Snarere bitter og frustreret over min situation. Jeg er blevet selvisk og selvoptaget. Jeg kan ikke kende mig selv igen.

Hvad synes du, jeg skal gøre?
Mvh.
Den Sengeliggende

SVAR 2:

Lad Gud få mere plads i dit liv

Kære Sengeliggende
Jeg tror ikke, det er Guds mening, at sygdommen skal overtage dig og dit hjem.

Men det er netop det, sygdommen gør, hvis den uforstyrret får lov til at fortsætte sit værk med dig.
Den underlægger sig ikke kun dit legeme. Den overtager også dine tanker med bitterhed og frustration.

Sygdommen har fået magten, og den beholder magten, hvis du ikke selv gør noget. Gør ikke din helbredelse udelukkende afhængig af andres bøn og tro.

Forsøg at give sygdommen og det negative mindre plads i dine tanker dag for dag. Stadigt mindre. Så vil sygdommens magt over dig svinde.

Jeg ved, det er en kamp. Men Helligånden vil komme dig til hjælp, når du kæmper i Jesu navn.

Jeg ved, at langvarig sygdom kan medføre bitterhed, frustration. Det kan også gøre mennesker selviske og selvoptagne. Men det er netop i sådanne negative sindstilstande, at sygdom trives bedst.

At Gud bliver stærkere i dig betyder ikke nødvendigvis fysisk helbredelse. Men du vil få det bedre i din sjæl. Og netop det er et vigtigt skridt på vej mod fysisk helbredelse.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov