Olivias drøm om en kirke blev til virkelighed

Lundeborg på Østfyn kan takke en ung, ihærdig lærerinde ved navn Mathilde Olivia Sørensen for at have fået sin egen kirke. Hvad der lige nu knejser smukt på bakken med udsigt over Storebælt, begyndte blandt andet med indsamlede småmønter fra hendes lille bibelgruppe. Lundeborg Kirke fejrer 100-års jubilæum denne weekend.

Først en mark, så et telt, så et bedehus, så et klokketårn og så… endelig efter 30 år fra første tanke, blev Lundeborg kirke og kirkegård indviet med pomp og pragt.

Det var den 17. juni 1917. Og det skyldes især en ukuelig kvindes ihærdige indsats.
Der gik næsten 10 år fra Mathilde Olivia Sørensen som tilflytter i 1887 undfangede en idé om, at landsbyen Lundeborg mellem Nyborg og Svendborg skulle have sin egen kirke, indtil der var bygget et bedehus på den grund, hvor pastor Kofoed fra Hesselager i flere år jævnligt holdt taler i et telt.

Der gik yderligere 10 år fra bedehuset var en realitet, indtil huset, der af Olivia blev kaldt ”Kirkehuset”, også fik en klokketårn. Klokken blev skænket af kammerherre og hofjægermester Hannibal Sehested fra det nærliggende Broholm Gods.

Derefter skulle der gå over 10 år, inden Kirkehuset med tårn og klokke blev indviet til egentlig kirke og anlægget omkring kirken til indviet jord for 100 år siden.
Jubilæet fejres i Lundeborg Kirke denne weekend med afsløring af en mindesten til ære for Olivia og en musikforestilling om hendes historie lørdag. Søndag taler biskop Tine Lindhardt ved en festgudstjeneste, hvorefter musikforestillingen fremføres igen.

Det er historien om Mathilde Olivia Sørensens ihærdige kamp over 30 år for at virkeliggøre sin vision om en kirke i Lundeborg.

En kamp, der først og fremmest bestod i at rejse de nødvendige midler. Noget, der genkender iværksættere op til i dag: Man skal involvere folk omkring sin idé. Man mødes ofte med modgang og mistro. Og man må bide tænderne sammen, indtil projektet er gennemført.
Og sådan var det for den unge Olivia.

Idé og involvering

Mathilde Olivia Sørensen flyttede til Lundeborg fra København som 26-årig i 1887. I den smukke havneby blev hun forskolelærer i Lundeborg Pogeskole, ansat af førnævnte Sehested fra Broholm Gods. Skolen blev senere udvidet til folkeskole og fik navnet Karoline Amalie Skolen. Her fortsatte Olivia som folkeskolelærer.

Ved ankomsten til Lundeborg blev Olivia mødt med et ønske fra byens ældre og enker: ”Læs Bibelen for os, for der er så langt i kirke, og vi hører aldrig et Guds ord!”
Som sagt, så gjort:
”Det lovede jeg straks, og med det samme fødtes tanken i mig: Vi må se at få en kirke i Lundeborg, så det bliver lettere for folk at høre,” fortalte hun senere i en festtale den 7. maj 1905.

Men hvordan griber man sådan en sag an?
Flere må involveres! Olivia henvendte sig til den tidligere godsforvalters hustru, fru Rasmussen, og Sehesteds hustru, og begge var helt med på idéen. Olivia kontaktede også sognets præst, men pastor Berg syntes ikke om idéen og ville ikke hjælpe hende med projektet.

Derfor blev det tre kvinder, nogle enker og ældre borgere, der med støtte fra kammerherren ved Broholm Gods blev grundstammen i det nye projekt. Senere kom også unge og unge familier til.
Olivia arrangerede onsdagsmøder med bibellæsning, og én gang om måneden inviterede hun en af omegnens præster til at holde foredrag. Hver gang samlede hun ind til opførelsen af Lundeborg Kirke ved, at alle deltagere på ugemøderne lagde 10 øre og ved foredragene 25 øre hver for kaffe og kage. Ved det første møde lagde Sehesteds hustru intet mindre end en 10-krone i guld i kollektkurven.

Og sådan blev ”Onsdagsforeningen” med 40 medlemmer begyndelsen på den kirke, der blev indviet 30 år senere. Først som bedehus, så med klokketårn, og endelig til sidst som kirke med indviet jord.

Mistro og opmuntring

Pastor Berg var som nævnt modvillig, da Olivia først henvendte sig til ham med sin idé, men senere gik han ind for projektet og skrev endda en sang til klokkens indvielse næsten 20 år senere.
Men ellers var modstanden massiv. De fleste rystede på hovedet, og: ”En præst udtalte åbent, at jeg måtte være tosset, og de fleste mente, at det blev da ikke i deres tid,” fortæller Olivia i sin tale ved Bedehusets indvielse i 1896.

Hun tilføjede, at mange havde sagt: ”Det bliver inte til noget, da ikke i vor tid.”
Men der var også opmuntringer på vejen. Sehesteds hustru havde ved Olivias første henvendelse sagt:
”Jeg har taget mig af børnene i Lundeborg; kan De nu tage dem lidt af de voksne, er det godt.”

Og selv havde Olivia en ukuelig tro på, at Gud nok skulle hjælpe hende. Bibelordet ”For Gud er intet umuligt” blev hendes omkvæd hele vejen igennem processen. Som hun selv beskrev bedehusets indvielse:
”Den dag blev der talt meget om, at hvor der er vilje, er der også vej, da tænkte jeg på min stadige bøn; Gud, vis dem, at du kan, og du har vej alle steder.”

Og ja, bedehuset, som Olivia kaldte ”vort Kirkehus”, blev indviet den 18. november 1896 på den grund, hvor pastor Kofoed fra Hesselager i fem år jævnligt havde prædiket i et telt. Mændene kom hjem fra søen ved middagstid, og klokken 13 begyndte indvielsen af bedehuset, der angiveligt kunne rumme 200 mennesker. Biskop Stein fra Odense stod for indvielsen, flere provster og præster var med, og selvfølgelig velgørerne hofjægermester og hofjægermesterinde Sehested, samt godsforvalter Rasmussen og hans hustru. Efter indvielsen blev der holdt en festlig middag på Broholm Gods.

Udholdenhed og gennemførelse

Det lykkes ”efter 9 års arbejde, kamp, strid, bøn og sejr”, som Olivia udtrykte det, at få bedehuset op at stå – med en stor Kristusfigur og to toarmede lysestager ved alteret – og successen gav blod på tanden.
”…da vi havde fået kirken, tænkte jeg, gid vi nu havde en klokke,” skriver Olivia.

Det lykkedes for Onsdagsforeningen med 10-ører og 25 ører at få samlet halvdelen af det budgetterede beløb ind.
Men halvdelen manglede, og hvad gør man så? Skriver til en rig onkel i Amerika?

Nej, men hvorfor ikke til den amerikanske præsident Roosevelts datter, en af ”Amerikas rige damer”. Det lykkedes dog ikke at få egnens provster til at underskrive som vidner, og brevet blev derfor aldrig sendt af sted.

Men godsforvalteren hustru, fru Rasmussen, opmuntrede Olivia: ”Når De nu ikke får pengene ad den vej, skal De ikke tabe modet, men blive ved at arbejde som hidtil, så vil Vorherre nok lade det lykkes engang.”

Et par år senere modtager Olivia et overraskende brev fra kammerherre Sehested: ”Da jeg er i færd med at bestille en klokke til kirken i Lundeborg, ville jeg gerne rådføre mig med Dem, om der skal stå noget indskrift på klokken, og hvad det skulle være.”

Olivia var jublende lykkelig: ”…det umulige er sket, Vorherre har åbnet vej,” og i sin tak til kammerherren skrev hun: ”Tak, over det store, herlige løfte, at vor lille kirke i nær fremtid skal få sin klokke.” Og videre i det sprogbrug, der kendetegnede Olivia: ”Tak, hvor stort og velsignet har Herren ikke ført denne sag, at skønt det syntes umuligt for mennesker, vistes atter her, at for Herren er intet umuligt.”

Men hvor skal klokken hænge? Det havde kammerherre Sehested også tænkt på. Han skrev til Olivia, at når han havde bestilt klokken, ”…da må jeg til at bygge et tårn ved kirken, hvor den kan hænge”.

Murer Lou tegnede tårnet, beklagede at det ville blive dyrt med så mange sten, men som Olivia senere skrev: ”Men kammerherren, der intet gør halvt, lod det bygge, som vi ønskede”.
Og dermed kunne også klokketårnet blive indviet. Det skete ved Pinsefesten i 1906, hvor pastor Berg, der før havde vægret sig ved kirkeprojektet, nu sang en sang, han selv havde digtet.

Nu var bedehus, eller rettere kirkehus, med klokke og tårn indviet, men først den 17. juni 1917 – over 10 år senere – blev der foretaget en indvielse til funktion som egentlig kirke. Og med egentlig kirke menes et kirkerum til brug ved søndagens højmesse med alt, hvad dertil hører af alter, prædikestol og døbefont, og en kirkegård med indviet jord.

Hidtil havde kirkehuset været en slags lejlighedskirke med møder på hverdagsaftener. Som egentlig kirke kunne der nu holdes almindelig højmesse med dåb og nadver.

Indvielsen blev foretaget af biskop Laurits N. Balslev fra Odense. Et andet midtpunkt var Mathilde Olivia Sørensen, der 30 år tidligere var flyttet til Lundeborg og i alle årene havde kæmpet for, at Lundeborg fik sin egen kirke.
Kilder: Svendborg Historie, Svendborg Provsti, Laurits Petersens optegnelser, 1975.