Planer om et 3. tempel i Jerusalem

Det forenede Jerusalems 50 års jubilæum blev fejret med flagdans og optog den 24. maj 2017. Foto: Vidar Norberg

50 års festen for Jerusalem inspirerer jøder til at lægge planer for et tredje tempel.

– Generobringen af Jerusalem er som et kys fra himlen, siger Rabbi Richman. Han vil genopbygge Tempelbjerget i Jerusalem, skriver Religion Today.

Richman, der er direktør for The International Department of The Temple Institute, er inspireret af Jerusalems 50 års fest, som blev fejret i maj.
Da brigadegeneral Col. Motta Gur indtog Tempelbjerget i 1967, proklamerede han begejstret: ”Tempelbjerget er i vore hænder!

Tempelbjerget er vigtigt for jøderne, fordi det var her, kong Salomon byggede det første jødiske tempel. Efter ødelæggelsen af dette påbegyndte Ezra byggeriet af et 2. tempel i 515 f.Kr. Dette tempel, som blev udvidet af Herodes den Store, var i brug på Jesu tid. Det blev ødelagt af romerne i år 70 e.Kr.

Nu vil Richman så bygge et 3. tempel. ”Jeg synes, det er svært ikke at se det, der er sket de sidste 50 år som en enorm – ikke bare en opfyldelse af profeti – men en enorm kickstart.
Det er mere end profetisk. Det er som et kys fra himlen, et intimt møde med Guds omsorg og kærlighed i virkeligheden. Han holder sine løfter”, fastslår Richman.

Tilhængere i Knesset

Temple Institute har allerede lavet planer for det nye tempel.
– I dag findes der en lobby-gruppe i Knesset (Israels parlament), hvor mange medlemmer hele tiden taler om jødernes ret til at bede på Tempelbjerget.

Der er også medlemmer af Knesset, som taler om at bygge det 3. tempel. Er du klar over, at for 20 år siden ville disse mennesker ikke have fået et øjeblik af den bedste sendetid på TV? spørger Rabbi Richman.
Dengang ville man bare have leet dem ud, understreger han.