Sult i Afrika er et kald til kristne

Den værste sultkatastrofe i 70 år kan være under opsejling i store dele af Somalia, Etiopien og Sydsudan. Når vi selv har mad i overflod, har vi pligt til at dele med dem, skriver Dagen.no i en lederartikel.

” Til sammen drejer det sig om millioner af mennesker. De fleste af os, som bor i Norge i dag, forstår ikke rigtig, hvad det indebærer at være virkelig sulten”, fastslår lederen og fortsætter med at forklare, at under sult vil kroppen spise sig selv. I værste fald ender det med døden, og børnene er de mest udsatte.

Selv om mad er dyr i Norge, bruger befolkningen en stadig mindre andel af indtægten på mad. For 50 år siden gik 40 % af indtægten til mad. I dag er det kun omkring 10 procent.
”Vi kan stort set spise det, vi har lyst til, og mange af os har lyst til lidt for meget”, fastslår lederen og opfordrer til, at rige kristne ser deres ansvar og viser omsorg for verdens nød.