På jagt efter den vigtige anerkendelse
Helt ærligt! Nyder vi ikke alle at få et skulderklap? At blive påskønnet, når vi har ydet en ekstra indsats?
Det kan være, at chefen trækker ’godt gået-kortet’ efter vores velforberedte og inspirerende oplæg. Måske roser præsten os, fordi vi har deltaget i kirkens julehjælp til udsatte mennesker. Eller på Facebook indkasserer vi et hav af likes for vores fornuftige refleksioner.
Alle søger anerkendelse
Det er i orden, at vi glæder os over positiv opmærksomhed. Vi deler jord med omkring 7 milliarder ligesindede. De har det på samme måde som os. De værdsætter også andres påskønnelse.
Behovet for anerkendelse ligger i enhver af os. På samme måde som vi alle har et fundamentalt behov for kærlighed.
At få skulderklap kan føles som at få et par gode glas rødvin. De luner. En behagelig fornemmelser spreder sig i kroppen. Det er dejligt. Vi føler os lidt hævet over det hele. Men desværre kun i kort tid. Snart efter er alt ved det gamle. Vi er tilbage i hverdagens udfordringer.
Måske tænker vi, at så skal vi bare igen have præstationsskoene på. For hvis vi gør vores bedste, kan det være, at der ved målstregen venter endnu en velduftende buket ros til os.
Nyt mål med
præstationerne
Men alt kan blive for meget. Især hvis vi bliver hektiske i jagten efter menneskers bekræftelse. Målet med vores forskellige præstationer og aktiviteter kan nemlig være, at vi ser frem til de andres påskønnelse: ”Jeg gør mig umage. Så får de andre øje på min flotte indsats. Og de fortæller mig, at jeg er stjernedygtig. Endnu en gang føler jeg mig så værdsat og bekræftet.”
Hvad nu hvis de pæne og opløftende ord fra omgivelserne udeblev? Og endda i en situation, hvor vi havde anstrengt os særligt meget. Ville vi da føle os skuffet og overset?
Hvis frustrationen overvældede os, var det måske på tide, at vi revurderede, hvad der skulle være drivkraften bag vores præstationer. Det kunne være, at vi i stedet skulle nyde den tilfredsstillende følelse, der opstår, når vi kommer godt i land med et projekt.
Eller vi skulle måske få øjnene op for, at vi med vores indsats har været til hjælp for andre i den arbejdsopgave eller livssituation, de kan stå i.
Guds favntag
I vores naturlige behov for anerkendelse kunne vi kigge mere lodret end vandret. Når vi ser i retning af Gud, er der en konstant thumbs up. Endda en af de store. Også selv om vi ikke altid kan brillere med forrygende gode resultater over for ham.
Det vil også været ligegyldigt, om vi i en performance over for Gud er i stand til at levere 12-tals præstationer. Guds thumbs up vil ikke af den grund blive større. For den endegyldige præstation blev allerede leveret for et par tusinde år siden. Vi skal blot erkende, at Jesu død på korset har banet vejen direkte ind til Guds totale accept og anerkendelse af os.
Vi kan slappe af i visheden om, at Gud favner os. Og det stopper ikke. Det er et bestandigt favntag.
I dette favntag bliver vi mætte. Vennernes og de andres påskønnelser og opmuntringer er så som de gode glas rødvin. Dem kan vi nyde sammen med det kærlighedsmåltid, som Gud inviterer os til at deltage i.
