Kirkens største udfordring

”Da jeg kom, oplevede jeg folk som meget venlige. De inviterede mig ind i deres fællesskab. De fortalte mig, at de har bibelstudie, og de laver en masse ting. Det er, hvad jeg behøver. Ikke bare søndagsgudstjenester. Det ville ikke hjælpe mig.” (s.55, citat Noeno)

Åndelig tørst slukkes i kirken, eller gør den?

Tonny Jacobsen, formand for FrikirkeNet, tidligere højskoleforstander, præst i Bykirken Vejle og ph.d. fra University of Wales, er nu også forfatter til bogen ”Åndeligt venskab – svaret på kirkens største udfordring.”

Bogen er blevet til på baggrund af en forundring, for hvordan kan det være, at den tydelige åndelige opvågning iblandt danskerne, og i den øvrige vestlige verden, tilsyneladende går en stor bue uden om kirkerne?

Hvis Jesus er det levende vand, som slukker den evige åndelige tørst, hvorfor flokkes danskerne så ikke i højere grad om kirkerne?

Det er disse spørgsmål, som Tonny Jacobsen har søgt svarene på hos en række nye personer i tre konkrete kirker. Det er mennesker som Noeno (citat til venstre), som kommer til en international kirke og oplever, at det er et inkluderende fællesskab, hvor man også kan få lov til at bidrage.

Andre, som fx Caroline og Fie, viser, at omvendelse ofte kræver tid og altså kalder på et kirkeligt fællesskab, som kan rumme mennesker, som ikke ”køber hele pakken” efter en dramatisk omvendelsesoplevelse, men gradvist ved Helligåndens hjælp og menighedens tålmodige medvandring får dogmatikken til at give mening i deres egne liv.

Det er spændende læsning, som bestemt giver nogle indikationer om, hvad der skal til for, at mennesker finder vej ind til kirkerne, og endnu vigtigere: oplever dem som meningsfulde åndelige fællesskaber, som de har lyst til at være en del af.

Tonny Jacobsen skriver i sin nye bog om vigtigheden af at tage sig af nye kristne.
Fra konvertit til discipel

Et af bogens centrale anliggender er at se på trosvandringen fra før-kristen, over konvertit og til discipel. Tonny præsenterer traditionerne i de evangelikale – pentekostale og karismatiske kirker (EPC), som bl.a. kommer til udtryk ved en forventning om en klar ”før-efter”-omvendelsesberetning.

Det bibelske forbillede er tydeligst repræsenteret i Paulus’ dramatiske omvendelse på vejen til Damaskus, hvor han fra det ene øjeblik går fra at forfølge de kristne til at følge Kristus. Over for denne omvendelsestradition står erfaringerne fra alle de interviewede (inkl. præsterne i deres menigheder).

De nye kristne kan typisk fortælle om en længere (årelang i nogle tilfælde) proces frem imod stadig større klarhed ift. hvad de tror på, og hvordan dette har indvirkning på deres måde at leve på. Herefter går forfatteren i rette med traditionen, der i parentes bemærket er hans egen, idet han bruger apostlenes historie som eksempler på en trosvandring, hvor erkendelse, tro, bekendelse og livsstil kommer hen ad vejen, mens de er Jesus’ medvandrere.

Budskabet til kirken er ikke til at misforstå. Hvis vi skal tage de nye kristne og majoriteten af NT’s omvendelseshistorier alvorligt, så må kirken forstå, at Kristi efterfølger kan man godt være, selvom der stadig er områder af ens liv, der endnu ikke er i tråd med den kristne tro, som den er overleveret og praktiseret af ”de indfødte”.

Et andet interessant afsnit handler om, hvordan kirkerne helt konkret kan handle, således at de baner vejen for nye kristne medvandrere. Det sker, når kirken bliver et udrustende fællesskab, og præsten sættes fri til at være andet og mere end prædikant og sjælesørger.

En af de gennemgående pointer fra de mange interviews er netop, at præsten ofte er afgørende for de nye kristne, men netop derfor også ofte ender som en flaskehals.

Tonny giver både frikirkepræsten nogle gode konkrete råd og peger samtidig på, at menighedens medlemmer – både enkeltpersoner og familier – ved hjælp af nogle jordnære valg og handlinger kan overvinde nogle af de væsentligste barrierer på vejen fra konvertit til discipel.

Et tankevækkende afsnit omhandler katekumenerne, de nye kristne, der skulle oplæres og introduceres til den kristne tro, inden denne blev statsreligion i Romerriget. Tankevækkende, fordi discipelskabet på sin vis startede før den egentlige optagelse i menigheden. På den måde giver Tonny Jacobsen stof til eftertanke. Når han både tager nutidens nykristne og fortidens med på råd og samtidig trækker på en række af de store teologer, sidder man tilbage med den tanke: ”Jeg tror han har fat i noget…”

Tonny Jacobsen:
Åndeligt venskab
176 sider • 199,95 kr. • Prorex