Niels Erik er politiker og kristen
Niels Erik Søndergaard er en af de aktive kristne, der stiller op til kommuner og regionsråd – og som er på valg i november.
Ved valget i 2013 var Niels Erik Søndergaard kun opstillet som nr. 13 på Dansk Folkepartis liste. Men han fik så mange personlige stemmer, at han overhalede næsten alle og kom ind på partiets 2. plads blandt de fem DF-valgte blandt Regionsrådets 41 medlemmer.
– Hvordan har det så været at være med i de 4 år?
– Det har været rigtigt godt. Og jeg har haft det godt med alle medlemmer – uanset deres partier – måske lige på nær den tidligere regionsformand Carl Holst og SFs Karsten Hønge.
Med alle de andre kan man hygge sig, lave jokes og have et godt fællesskab – selv om man naturligvis kæmper for hver sin politik og nogle gange er uenige, fortæller Niels Erik.
– I den kommende valgkamp går vi jo ud og står hårdt på vores egne synspunkter. Men i det daglige forsøger vi faktisk at samarbejde og forstå hinanden.
Selv om man tit bliver stemt ned, så er det jo ikke i de der konfrontationer, man har indflydelse. Det er i samtalerne.
Ofte er indrømmelserne sket før afstemningen. Man forsøger at tage hensyn til andres meninger.
Store fremskridt på sygehusene
– Det er jo især sygehusene, I har ansvaret for i Regionsrådet.
– Ja, og når man ser, hvad der er sket af fremskridt indenfor sygehusområdet de sidste tyve år, så er det jo fantastisk.
Men det er ikke det indtryk, man får, når man læser om sygehusene i pressen.
– Hvorfor tror du det?
– Folks forventninger stiger jo tilsvarende.
– Og vi bruger stadig flere penge på sygehusvæsnet?
– Ja, der bruges enormt mange penge, indrømmer Niels Erik.
– Men Regionen har jo også ansvaret for en del af miljøet. Der er fx 10.000 giftgrunde, man skal administrere – med kun 45 mio. kr. til rådighed.
Der er også regionale udvalg, der har med turisme at gøre, og med erhvervsudvikling, gymnasier, erhvervsskoler og kultur.
Og selv om det normalt ikke interesserer pressen, så er det faktisk enormt vigtigt.
Med i vigtige udvalg
– Der er ti udvalg under Regionsrådet. Hvilke er du med i?
– Jeg sidder i forretningsudvalget, miljøudvalget, præ-hospitalsudvalget (med ambulancerne) og regionaludvalget. De vigtigste udvalg er sundhedsudvalget og regionaludvalget.
– Hvad med præ-hospitalsudvalget – der tales da meget om ambulancerne?
– Ja, men der var ingen, der havde hørt om det udvalg, før det hollandske selskab Bios overtog ambulancetjenesten. De sidste tre år har der været rigeligt med arbejde. Det har været en vanskelig opgave.
– Men nu kører ambulancerne bedre end før, viser en ny redegørelse…?
– Ja, de kører bedre, end de nogensinde har gjort. Men det kan folk ikke forstå, når de har læst aviserne de sidste tre år. De har kun læst om, hvor dårligt det hele var.
– Så det var et dårligt valg at tage Bios ind?
– Bios blev kvalt af, at Falck trak 300 redere ud af region Syddanmark og flyttede dem til Midtjylland og Sjælland. Falck har misbrugt sin ledende markedsandel. De sørgede for, at det ikke fungerede ved fx at ansætte 40 mand i Tarm, hvor der normalt kun var ansat 9 mand. På den måde kunne Bios jo ikke få folk.
Bevar små sygehuse
– Er der særlige områder, du har kæmpet for?
– Ja, jeg stiller mig på bagbenene, når der skal lukkes sygehuse.
– Men er der ikke lukket så mange sygehuse nu, at den nye struktur med supersygehuse er på plads?
– Nej. Efter valget vil flertallet igen lukke sygehuse – i vores område vil det gå ud over Tønder, Nyborg og Middelfart. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der råber op om det i valgkampen, så det bliver for svært for dem, mener Søndergaard.
Kristen i politik
– Du er jo valgt for Dansk Folkeparti. Og du er samtidig også en meget bevidst kristen.
– Der er nuancer indenfor alle partier, og det er der også indenfor DF. Jeg står for min særlige nuance, og der er nogle ting, som der bliver holdt fast i, fordi jeg sidder der.
Man vil gerne have det kristne med indenfor mit parti, men det skal gerne være lidt moderat, og der er nok nogen, der er bange for, at jeg kan blive for kristen, så der er også en kamp at kæmpe indenfor partierne.
– Føler du, det er menigsfyldt som kristen at være aktiv i politik?
– Ja, det er meningsfyldt, og det er også interessant. Når folk fra menighederne går ud i samfundet, får de jo heller ikke deres vilje på alle områder, men de går ud og ”fylder” noget, siger han.
Niels Erik var engang aktiv i Kristendemokraterne. Men på det tidspunkt var det ikke god tone at tale om faren ved muslimsk indvandring, så Søndergaard blev i stedet aktiv i Dansk Folkeparti.
– Når du skriver læserbreve – bl.a. i Udfordringen – er det ofte om indvandrere og kulturradikale. Hvad er problemet med dem?
– De kulturradikale ønsker jo at nedlægge både vores klassiske nationale og kristne værdier.
Derfor kan de kulturradikale se en fordel i, at man har en masse muslimer, mener Niels Erik, der kan lide at udtrykke sig enkelt.
Krævende at være med
– Kan man passe et job ved siden af Regionsrådet?
– Det kommer an på, hvor mange udvalg man er med i. Jeg har fyldt min tid op med udvalg og bestyrelsesposter. Jeg sidder fx i Videnskabsetisk komité. Og det trækker virkelig tænder ud at skulle sætte sig ind i en masse fagstof og følge med i lægeforsknings-forsøg.
Der er også konferencer, man kan være med i, så man bedre forstår, hvad administrationen taler om. Så jeg har nok brugt 2½ arbejdsdag hver uge.
– Hvad arbejder du ellers med?
– Jeg har indtil juni været lærervikar i Odense kommune. Men der er ændret så meget på skoleområdet, så nu er jeg stoppet. Jeg er i øvrigt også byrådskandidat i Odense, så det tager jo også tid.
Og jeg har været indkaldt som suppleant en del gange.
– Er du folketingskandidat?
– Nej, det er et rakkerliv… Kommune og region kan man passe, og alligevel blive boende og have sine aftner fri.
Aktiv kristen
– Du og din hustru Erna er aktive i frikirken Kristent Fællesskab i Odense…
– Ja, vi er kommet i den menighed gennem de sidste 30 år. Min kone er fra Nyboder i København, og jeg kommer oprindeligt fra Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg. Så vi blev enige om at slå os ned midt i mellem.
Min kone har arbejdet som ergoterapeut i København og på Odense Universitets Hospital. Hun har arbejdet 19 år ved psykiatrisk afdeling i Odense. Hun er nu gået på pension, men hjælper en dag om ugen i Kristent Bogcenter i Odense.
Vi har to børn. Hanna på 31 år med vores barnebarn Emil. Hun er ved at læse til socialrådgiver. Vores anden datter er sygeplejerske. De bor begge i København.
Glad vandrer
– Du går meget, har jeg hørt?
– Ja, jeg går tit 25 km om dagen i vinterhalvåret. I sommerhalvåret cykler jeg tit ture på 75 km.
Jeg har også gået på Caminoen i Spanien.
Det holder kredsløbet i orden, så jeg kan bevæge mig ligesom en 40-årig, selv om jeg nu er fyldt 70, siger Niels Erik, som stiller op igen til valget d. 21. november.