Nigeria: Privat konflikt førte til drab på 11 kirkegængere
Det var ikke terror, men et privat hævntogt, som førte til skyderiet i den katolske St. Philip’s Church i Ozubulu, hvor 11 blev dræbt og 18 såret ved den tidlige gudstjeneste sidste søndag.
Morning Star News oplyser, at ukendte bevæbnede mænd foretog angrebet. Det har rødder i en bandekonflikt, der involverer to nigerianere bosat i Sydafrika. Angriberne ledte angiveligt forgæves efter den lokale høvdings søn for at likvidere ham. Da de hverken fandt ham i hjemmet eller i kirken, åbnede de ild mod mange medlemmer af den katolske menighed.
Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, har fordømt angrebet som en ”skræmmende forbrydelse mod menneskeheden og en ubeskrivelig helligbrøde”, og guvernøren har lovet, at regeringen vil betale alle familiernes medicinudgifter.