Pop Punk Lever!

Light The Way har kun eksisteret som band i et års tid. På den tid har de udgivet to EP’er med titlerne ’Grace’ og ’Dude, Lame’. Nu er begge udgivelser så udkommet samlet, og de fungerer som et opløftende testamente til, at Pop Punken ikke har taget sit sidste åndedræt endnu!

Jeg har altid beundret de bands, som har evnen til at tage den catchiness og happy-go-lucky følelse, som man ofte støder på i pop, og blande den med den rå passion, som man finder i punkens verden. I de seneste år har de bands, som har forsøgt sig med dette, tit endt med at læne sig en lille smule for meget til den ene eller den anden side. Der er intet i vejen med pop, eller et punkband der har lidt flere melodier end de andre, men det er bare sjældent, de rammer lige præcis den tangent, som jeg ville kalde for rigtig pop-punk.

Light The Way har dog siden deres første EP ramt den tangent for mig. Fra første nummer på denne udgivelse kan jeg ikke benægte den stærke trang til at hoppe i takt med trommerne, mens jeg skråler med på de meget ørefængende omkvæd. Præcis som pop-punk skal være.

Det varmer mit hjerte helt utroligt, at vi kan finde sådan en gruppe i den forholdsvist smalle verden, nogen kalder den ’Kristne Punkscene’. Bandet lægger overhovedet ikke skjul på deres tro igennem albummet. Lige fra sange som ’Note To Self’ og ’Stag Line’, som husker lytteren på, at man uanset hvordan kærligheden eller sågar livet selv behandler en, så skal man holde hovedet højt og søge Gud og huske, hvad man før har opnået igennem ham – til sange som ’BRKN’, der nok er noget af det nærmeste, jeg har hørt, på en pop-punk-lovsang.

Hvis det her er, hvad Light The Way kan præstere efter bare ét enkelt år som band, så kan vi alle sammen trygt glæde os til at høre, hvad fremtiden bringer.
Joey Lønsmann Jensen