Syrisk flygtning fandt sin danske ’mor’

Bangin kom som syrisk kurder til Aarhus, hvor han traf den kristne Kirsten Emilie Kjær, som tog ham under sine vinger. Han er siden blevet voksendøbt i en kirke og ansat som buschauffør ved Arriva.

En søndag for fire år siden blev den syriske kurder og flygtning Bangin døbt i Citykirken i Aarhus. På den forreste række i kirken sad hans danske ”mor” – Kirsten Emilie – og boblede af glæde.

Dette er historien om integration, der lykkes, men også om kærlighed. Om kamp, om håb og om en fælles tro på, at Gud er stor og nådig og nok skal vise vejen.
En solstrålehistorie, såmænd.
Kirsten Emilie og Bangin smiler da også begge om kap med solen, da Udfordringen møder dem i Kirsten Emilies frodige kolonihave i Aarhus.
På havelågen står tallet 7 – et helligt tal i Bibelen.
– Jeg kan huske, at jeg blev jublende glad, da jeg købte kolonihaven og så husnummeret. Det var en Guds velsignelse, storsmiler Kirsten Emilie.

Bag hækken gemmer sig et lille, jordisk paradis med masser af farverige blomster, klaser af vindruer i drivhuset og en stor saftiggrøn og velplejet græsplæne.
Bangin elsker stedet lige så meget, som Kirsten Emilie gør.
De har arbejdet mange timer sammen i haven, og Bangin har bl.a. anlagt blomsterbede og lagt fliser. Kolonihavehuset er i øvrigt bygget med god hjælp af kristne venner fra kirken.

En bange flygtning

29-årige Bangin Jafar er en glad, mild mand med øjne, der lyser af venlighed, og 65-årige Kirsten Emilie Kjær en lattermild og umiddelbar kvinde, som er til store smil og store krammere. Hun favner livet i al sin glans.
Men det lå ikke lige i kortene, at de skulle udvikle et så tæt, varmt mor-søn forhold, som de har. Kirsten Emilie havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun nogensinde skulle blive ”plejemor” for en syrisk flygtning.
Det skete bare. For 5 år siden arbejdede hun på en sprogskole i Aarhus, da hun mødte en ny elev, Bangin, i skolens kantine. Hér sad han og duvede med overkroppen, som om han havde mavekramper. Han var bange, og han nærmest rystede af angst, så Kirsten Emilie satte sig hos ham.
– I det samme kom skolens eneste kristne arabisktalende gående forbi. Jeg spurgte, om han ville oversætte. Et sted i samtalen spurgte jeg Bangin, om han kendte Jesus Kristus, og om jeg måtte bede en bøn for ham. Det måtte jeg gerne. Da vi havde bedt, rettede Bangin sig op, rejste sig og virkede helt lettet. Et øjeblik forinden havde han siddet helt krøllet sammen og været bange, fortæller Kirsten Emilie.
Bangin storsmiler og nikker. Den dag husker han så godt. Mødet ændrede hele hans liv.
Han var ankommet til Danmark med dybe sår på sjælen. Han var med nød og næppe undsluppet det brutale Assad-styre hjemme i Syrien.
Efter et års tid i Sandholmlejren og i København var Bangin blevet installeret i en lejlighed i Hammel ved Aarhus og havde fået plads på sprogskolen i Aarhus, hvor Kirsten Emilie arbejdede.

”Jeg elsker Jesus”

Kirsten Emilie ved godt, at hun sikkert brød reglerne på sprogskolen ved at spørge en elev, om hun måtte bede for ham. Men den slags kan hun ikke tage sig af. Er der noget, hun brænder for, gør hun det bare. Sådan er hun.
Hun blev lærer for Bangin i én-til-én undervisning. På et tidspunkt spurgte han, om han måtte komme med Kirsten Emilie i kirke, så en søndag sad han ved siden af hende i Citykirken, hvor Kirsten Emilie er kommet i 15 år.
– Bangin fortalte mig senere, at han havde bedt Gud om at finde en ”mor” til ham her i Danmark, siger Kirsten Emilie.
Bangin siger ”mor”, når han taler til Kirsten Emilie. Og hun omtaler ham som ”min plejesøn”, selv om hun ikke formelt er plejemor for ham.

Det udviklede sig bare hurtigt til dette særlige mor-søn forhold, hvor Bangin nærmest blev del af familien. Han blev introduceret til hendes søn, Thomas, og hans kone og børn. Og til hendes to ældre brødre og hendes mange venner. Alle har taget Bangin til sig.
Bangins venlige og charmerende væsen og hans iver efter at hjælpe andre, hvor han kan, er gået rent ind.
Han havde ikke været med Kirsten Emilie i Citykirken ret mange gange, før han spurgte, om han kunne få lov at blive døbt.
Søndag den 25. august 2013 blev Bangin døbt i kirkens dåbsbassin.
”Jeg elsker Jesus”, var Bangins korte svar, da han stod på podiet, lidt genert og forsagt, og blev spurgt om, hvorfor han ville døbes. Dermed var alt i grunden også sagt.

Slået for at være kristen

Bangin elskede også Jesus, da han var en lille, kurdisk dreng i byen Afrin et halvt hundrede kilometer nord for Syriens største by Aleppo.
Han formulerede det bare ikke så tydeligt dengang. Familien var kendt som kristen, men gik stille med dørene af frygt for det muslimske flertal i området.
Allerede som barn hørte Bangin om kristne, der blev slået ihjel for deres tro. Selv fik han tit tæsk af en bestemt lærer, fordi han var kristen, og i 4. klasse havde hans far fået nok.
Han tog Bangin ud af skolen og tog ham med sig til Libanon. Hjemme i Afrin havde familien en større olivenlund, men hver vinter rejste faren til Libanon for at arbejde.
12 år gammel mødte Bangin i Libanon en kristen mand, som havde et autoværksted, og han gav Bangin arbejde. I fem år blev han i Libanon og arbejdede på autoværkstedet.
Selv om han ikke var andet end en knægt, lykkedes det Bangin at lægge så mange penge til side, at han kunne købe en lejlighed i Aleppo til sin familie, hvor de kunne bo i vintermånederne. Foruden mor og far har Bangin tre yngre søskende.
– Lejligheden findes ikke mere, siger Bangin.
Mere behøver han ikke at sige, for de grusomme tv-billeder af et Aleppo, der nærmest er jævnet med jorden i borgerkrigen, har for længst brændt sig ind på nethinden hos verdens befolkning.

Ville dokumentere Assads overgreb

Den 15. marts 2011 brød demonstrationer ud i Daraa og flere andre byer i Syrien. Oprøret mod Assad-styret var et udslag af den kæde af protester hen over den arabiske verden, som blev kendt som Det Arabiske Forår.
Det syriske regime slog hårdt ned mod demonstranterne. Unge blev anholdt for at male revolutionære slagord, og mange demonstranter blev dræbt og såret, da syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod demonstrationerne. Alt sammen begyndelsen på dét, der udviklede sig til den blodige, syriske borgerkrig, som ingen ende synes at ville tage.
Bangin var tidligt på barrikaderne. Han kom med i en modstandsgruppe, hvor hans opgave var i al hemmelighed at videofilme demonstrationer, som skulle dokumentere Assad-regiments brutalitet med tåregas og vold mod demonstranterne. Videoklippene blev lagt ud på YouTube og vist på tv-kanaler verden over.

Men så blev det opdaget. Han fik et tip om, at politiet ventede på ham hjemme hos familien. I stedet for at tage hjem slap han ud af Syrien om natten, med økonomisk hjælp fra faren. Han sneg sig over grænsen til Tyrkiet, og senere kom han via Istanbul og Athen med fly til Danmark på et falsk pas.
Hans bedste ven i brigadegruppen blev snuppet af politiet, og Bangin regner med, at han er død. Den kvindelige leder af gruppen bor i dag i Berlin og sidder i kørestol. Hendes mand blev skudt og dræbt af det syriske politi.
Bangins lillebror blev anholdt og fængslet og udsat for tortur, alene på grund af Bangin. Politiet krævede svar på, hvor Bangin opholdt sig, men lillebroren vidste det ikke dengang. Senere lykkedes det lillebroren at flygte ud af Syrien, og han bor i dag i Irak. Det første, lillebroren gjorde, da han slap ud af Syrien og nåede frem til Istanbul i Tyrkiet, var at opsøge en kristen præst og blive døbt.
Resten af familien bor i dag i Libanon.

Græd over bombet børnehospital

Oplevelserne har ind imellem forfulgt Bangin med natlige mareridt.
I begyndelsen var hans liv fyldt med angst og frygt for, hvad der var blevet af vennerne i modstandsgruppen og familien. Det psykiske pres gjorde, at han en dag faldt omkuld på sprogskolen og blev indlagt på sygehuset med stærk hovedpine og stresssymtomer. Lægerne frygtede i første omgang for en hjerneblødning.
Bangins held har været, at han mødte Kirsten Emilie. Men han har også fået masser af opbakning fra andre medlemmer i Citykirken, som både har ydet menneskelig og økonomisk støtte. På et tidspunkt indsamlede kirken en pengegave som hjælp til lillebrorens flugt fra Syrien.

Bangin er taknemmelig. Det stråler fra ham. Også selv om tv-billederne fra det sønderskudte Aleppo har påvirket ham voldsomt.
– Det er klart, at det har været hårdt. Da vi i tv-avisen så et bombet børnehospital i Aleppo, sad vi begge og græd, husker Kirsten Emilie.
I det hele taget har de seneste 5 år været en lind strøm af op- og nedture, men mest det første. Bangin blev fx på et tidspunkt sat på integrationsydelse, men Kirsten Emilie valgte at støtte ham økonomisk, så han kunne beholde lejligheden i Hammel.
Kommunen gik til sidst med til, at han kunne få et erhvervs-kørekort til bus, hvis han gennemførte flere krævende tests i sprogundervisningen.
– Vi sad og trænede dag og nat. Hvad det alt sammen hedder på en bil. Og navnene på alle mulige sygdomme, fordi Bangin også skulle uddannes til handicapkørsel, siger Kirsten Emilie.

Æren er Guds

I foråret fik Bangin sit erhvervskørekort, og det var en stor dag. I maj fik han arbejde hos Arriva, hvor han på alle mulige skæve tidspunkter af døgnet kører Østjylland tyndt i blå rutebiler.
Kirsten Emilie smiler.
– Alle vores bønner til Gud er gået igennem. Vi er begge gode til at lægge vores bekymringer over til Gud. Jeg er sikker på, at vi ikke havde klaret os uden Guds hjælp. Æren er alene hans, siger hun.
Kirsten Emilie er næsten hver søndag at finde på de forreste rækker i Citykirken. For det meste side om side med Bangin. Hun begyndte selv at komme her for 15 år siden, efter at hun i nogle år havde haft det med kirke og kristendom sat på vågeblus.
Hun voksede op i en kristen familie i Vejle og fik mand og barn, men blev skilt efter 16 års ægteskab. Hun fortsatte sin karriere som modefrisør og stylist på kendte saloner i Aarhus og dyrkede i fritiden livligt byens café- og natteliv. Senere forlod hun frisørfaget og blev uddannet NLP-psykoterapeut og supervisor og snusede lidt til den alternative verden, dog uden at hun nogensinde rigtig involverede sig. Hun havde beholdt sin barnetro hele vejen igennem.
– Jeg savnede hele tiden noget. Noget, som jeg havde haft i min barndom, siger Kirsten Emilie om grunden til, at hun fandt tilbage til kirken.
Kirsten Emilie er en stærkt troende, karismatisk kristen og elsker sin kirke og Gud. Hun maler sit liv med den brede pensel. Favner mennesker på sin vej og er som blottet for fordomme og forbehold.
– Gud har givet mig en dejlig ”mor” i Danmark, og jeg kunne straks mærke, hun har kærligheden fra Gud i sig. Hun har betydet alt for mig, smiler den syriske nydansker, Bangin.