Enhed trods alt!

Hvad gør vi som kristne, når vi ser forskelligt på et teologisk spørgsmål, eller den måde, vi er kirke på?

I Udfordringen har vi altid kunnet rumme kristne med flere slags dåbssyn, flere opfattelser af åndens dåb, osv.

Vi har læsere fra Folkekirken, Indre Mission, Luthersk Mission, KFS, KFUM&K, Oase, katolikker, højkirkelige, lavkirkelige, frikirkelige baptister, pinsefolk, apostolere, metodister, adventister, trosfolk, uafhængige, husmenigheder, osv.

De er uenige om teologien og om måden at være kirke på. Men fælles for dem er, at troen på Jesus betyder rigtig meget. Kristendom er mere end religion, tradition eller kultur. Det er levende, personlig tro. Og trods forskelle er der et familiebånd mellem alle troende kristne. Overalt på jorden.

Som avis er vi ikke holdningsløse, men vi må bare erkende, at gode, ærlige kristne kan se forskelligt på en hel del.

Gennem kirkehistorien er der desværre gang på gang sket tragiske brud. Og man har desværre forfulgt og endda slået hinanden ihjel – i Guds navn. Det er et trist kapitel.

Også i vores tid oplever vi, at nogle mistænkeliggør og udleverer andre kristne for selv at blive anerkendt.

Men Jesus bad om, at vi alle måtte være ét. (Se Johs.17) Det er en åndelig enhed, som vi føler på tværs af kirkeskel.
Og hvor Guds ånd er, dér er der frihed.

Kirkelig enhed må ikke blive til kontrol eller politisk-korrekthed, så alle skal mene og gøre det samme. Og så ingen må tænke nyt. Den slags ”enhed” dræber det åndelige liv.
Enhed betyder heller ikke, at vi skal ikke gå på kompromis med vores samvittighed. Vi skal holde fast ved det, vi ærligt mener er sandt, men erkende at vi kun ser stykkevis og derfor ikke fordømme andre slags kristne.

Vi må som Paulus og Barnabas nogle gange skilles for at arbejde hver for sig. (Se Apostl. Gern. 13,13) Nogen gange er det ligefrem gavnligt. Vi skal bare huske, at de andre stadig er vores brødre og søstre. Og det er slet ikke let…

Jeg kæmper også selv med vrede og skuffelse over andre kristne. Engang, hvor jeg var gået ud i naturen for at rase ud over en medkristen, viste Gud mig en kornmark. Straks huskede jeg på to ting, som Jesus havde sagt:

1) At vi blot træder kornet ned, når vi forsøger at fjerne ukrudtet i Herrens mark.
Og 2) at ”høsten er stor, men arbejderne få”.
Jeg forstod, at der ikke er råd til, at vi spilder tiden med konflikter, når så mange mennesker lever ulykkelige uden Gud – og er på vej mod fortabelse.

Lad os fokusere på det væsentlige. Høsten!