Provst: Er Netto begyndt at beskæftige sig med kvaksalveri?
Nettobutikkernes salg af såkaldte Mood Stones har fået provst Poul Bo Sørensen fra Amagerland Provsti til tasterne med et åbent brev til firmaet.
I Nettobutikkerne sælges krystaller i æsker med seks forskellige sten. Om rød jaspis hedder det, at den giver mod til at håndtere ubehagelige opgaver og rette op på uretfærdighed. De andre sten har ifølge indlægssedlen gavnlige virkninger på forskellige fysiske gener.
Poul Bo Sørensen spørger i sit åbne brev, om indlægssedlen taler sandt, og om en gul aventurin virker helbredende på forplantningsorganerne, så stenen forbedrer barnløses chance for at få børn?
”Taler indlægssedlen sandt? Hvis ikke den taler sandt, beskæftiger Netto sig nu med kvaksalveri?”
”Hvis Netto melder sig på banen for alternativ behandling, hvad er så firmaets begrundelse for det?”, slutter provstens åbne brev.