Fra rocker­e i USA til danske Stenum

Irene og Peter Bjerre er blevet præstepar i Vesterkirken i den lille by Stenum. De har tidligere været tilknyttet et evangeliserende arbejde blandt rockere i Houston, Texas.

Irene og Peter Bjerre skal officielt indsættes som præstepar i Vesterkirken den 1. oktober.

Gennem syv år stod Vesterkirkens nye præstepar, Irene og Peter Bjerre, i et missionerende arbejde i det netop nu meget omtalte, oversvømmede Houston. For tre år siden vendte familien tilbage til Danmark, og siden 1. august har de været præster i Stenum i Vendsyssel.

Peter på 43 har en handelsuddannelse og har arbejdet som sælger og projektleder. Han er nu Key Account Manager hos en virksomhed i Aalborg.
Irene, som er cand.phil. i musikvidenskab, var lovsangspastor i Aalborg MenighedsCenter i 17 år, før parret rejste til USA.

Arbejde blandt rockere

I Houston arbejdede ægteparret i River of God Church og i det såkaldte Tribe of Judah Motorcycle Ministries fra 2007-2014.
– Tribe of Judah Ministries er en organisation, der evangeliserer i det miljø, man i Danmark kalder rockere, med ca. 45 afdelinger i USA, Canada, Sverige, Norge, Finland, Danmark, England, Irland, Tyskland og Australien, med det ene formål at nå mennesker med evangeliet.
Organisationen blev startet af Ben og Tammy Priest. Det er en missionerende tjeneste blandt mennesker i alle livets faser, forklarer Irene og Peter.

Ungdomsarbejde

I denne sammenhæng var Peter International Secretary og havde ansvar for kommunikationen med tjenestens chapters/afdelinger i hele verden. Han arbejdede desuden i den lokale kirke, som også husede Tribe of Judahs hovedkontor. Her havde han bl.a. ansvar for ungdomsarbejdet, var del af det pastorale team og havde praktiske opgaver i kirkens bygninger.

Irene var først hjemmegående og arbejdede derefter som Pre-school-lærer, mens hun havde ansvar for kirkens lovsangstjeneste.

Fra USA til Stenum

Hvordan er det at skulle omstille sig fra ”over there” til livet som præstepar i en mindre provinsby?

– Det er tre år siden, vi kom tilbage til Danmark, så vi er kommet over det første ”kulturchok”(!) Det viser sig jo, at også livet ”over there” på et tidspunkt bliver et almindeligt hverdagsliv, så det er ikke så glamourøst, som man måske skulle tro.

Vi er blevet utroligt varmt modtaget som familie, så det gør det meget nemmere. Desuden er Guds ånd den samme, uanset hvor på kloden vi befinder os.
Det unikke ved en provinsby er, at der er en meget større følelse af at høre til, at man ikke blot er en i mængden, men at man kan føle sig elsket, accepteret og værdsat på et personligt plan, siger de hjemvendte vendelboer.

Guds rige på jorden

Hvad er jeres forventninger til tjenesten i Vesterkirken?

– Vi brænder for at se mennesker og menigheder lykkes og har en dyb kærlighed til Guds kirke generelt.

Vi ønsker, at vi må få lov at vokse sammen med de herlige mennesker, der er i kirken, så vi sammen kan se Guds rige etableret på jorden, lokalt såvel som globalt, og ikke mindst se mennesker blive frelst, understreger Irene og Peter Bjerre, som er forældre til drengene Josef, Samuel og Daniel.

Indsættes ved høstgudstjenesten

Irene og Peter Bjerre har allerede fungeret som præstepar i Stenum siden 1. august. De skal officielt indsættes ved høstgudstjenesten den 1. oktober kl. 10.30 i Vesterkirken, hvor Johannes Hansen prædiker.

Alle er velkomne, understreger menigheden, som har til huse i en bygning, der kan rumme ikke færre end 1.200 mennesker.

Vesterkirken i Stenum

Er en karismatisk frikirke i hjertet af Nordjylland tilsluttet Det Danske Missionsforbund.
Menigheden har rødder tilbage til den åndelige vækkelse i 1850’erne og 1880’erne. Før man fik en decideret menighed, samledes man i hjemmene på gårdene omkring Stenum, og der var et løst samarbejde med de frie forsamlinger i hele landet (’Frimissionen’).
I juni 1888 blev Det Danske Missionsforbund stiftet i Aalborg.
I dag er der ca 120 voksne medlemmer i Vesterkirken samt et antal ”frie tilhængere”.
Menigheden har et stort børne-og ungearbejde. Mange medlemmer mødes regelmæssigt i husgrupper i hjemmene til bibelstudier og socialt fællesskab.
Den nuværende kirkebygning blev indviet i september 2000 og er financieret alene ved medlemmernes økonomiske bidrag.
Udover kirkerummet er der en sportshal, kontorer, børnelokaler og caféområde.
På grund af kirkebygningens fleksibilitet er det muligt at holde arrangementer, fx koncerter, med op til 1200 tilhørere.