Rosaria blev reddet fra en hekse-mor

Men en dansk mand ”købte” hende fri og tog hende med til Danmark. Her oplevede hun, at Gud var hendes far, og at en ”ild” satte hende fri af vreden og spændingerne – og gav hende en ny familie.

Rosaria havde en forfærdelig opvækst i Mozambique, hvor hun næsten dagligt blev voldtaget af sin egen far…

Og ikke nok med det. Hendes mor var – ligesom hendes mormor – heks. Bogstaveligt talt. De praktiserede okkultisme og indviede også datteren i deres sorte kunster.

Rosarias far var ellers en uddannet gymnasielærer, som burde vide bedre. Men viden var ikke nok til at give ham en ordentlig moral. Han misbrugte den lille pige, allerede fra ca. 5-årsalderen.
Så var der en pause – men da hun kom i 14 års-alderen begyndte misbruget igen, og der var også andre mænd, så hun blev gravid og måtte have en abort.

Da familien forsøgte at redde Rosaria fra faderen, slog han både moren og mormoren.

Dansk redningsmand

I 1992 da Rosaria var 17 år, dukkede en dansk mand op. Han ville gerne have hende med til Danmark. Faderen protesterede og krævede flere penge for datteren.

– Jeg greb chancen og tog med den danske mand, selv om jeg ikke elskede ham. Han var god og rar, og jeg har stadig kontakt med ham, fortæller Rosaria.

Først da Rosaria kom til Danmark, og hun så en film om incest i TV, gik det op for hende, at hun ikke var den eneste, der havde oplevet dette mareridt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg græd og fortalte min ex-mand om det. Jeg skrev et vredt brev til min far, men han nægtede bare alting.

Heidi var der ikke

Rosaria voksede op i den nordlige del af landet, ikke så langt fra Pemba, hvor Heidi Baker senere opbyggede en stor kristen base med hjælpearbejde for børn, en stor kirke, en præsteskole, et hospital og en bibelskole for 300 unge fra udlandet.

I dag menes der at være 10.000 nye kirker i landet som følge af den vækkelse, der opstod omkring år 2000. Mellem 1-2 mio. mennesker har fået en levende kristen tro, og der sker undere og mirakler i bushen. (Læs evt. bogen: ”Mama Heidi. Afrikas Moder Teresa.)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men det skete altsammen efter Rosarias mørke barndom.

Flyttede til Aarhus

I 1995 flyttede Rosaria til Riisskov ved Aarhus med sin daværende mand. De giftede sig, selv om Rosaria ærligt sagde til ham, at hun nok holdt af ham, men ikke virkeligt elskede ham.

– Jeg vidste også, at hvis jeg en dag mødte en anden mand og var utro med ham, så kunne jeg ikke blive hos min første mand. Det ville ikke være rigtigt for mig.

Derfor forlod jeg nogle år senere min første mand, men vi er stadig gode venner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rosaria begyndte i Aarhus at gå på handelsskole og fik sig en uddannelse.

Fik sin fars bibel

Efter nogle år rejste Rosaria igen til Mozambique, hvor hendes stedmor nu var død.

Hun konfronterede sin far med, hvad han havde gjort imod hende, men han nægtede alt.

Til gengæld nægtede Rosaria at bo under samme tag.

– Min stedmor var død – faktisk tror jeg, at det var min hekse-mor, der slog min stedmor ihjel.

Mærkeligt nok gav min far mig en bibel. Han sagde, at han havde fået den af en katolsk præst, men ikke havde brug for den.

De brugte Bibelen til at sværge på, fortæller Rosaria.

Familien tilhørte – ligesom de fleste i Mozambique – den katolske kirke. Landet har været portugisisk koloni. Men mange forstår ikke, hvad kristendommen går ud på. Og mange er engageret i heksekraft ved siden af.

Befrielse fra fortiden

Da Rosaria kom hjem efter sit besøg hos faderen, begyndte hun at læse i stedmoderens portugisiske bibel.

– Jeg læste først i Salmerne, hvor jeg kunne identificere mig med David, når han ønskede hævn over fjenderne. Jeg brugte Salmerne til at bede bønner.

Det var ligesom en åbenbaring for mig at læse, hvad der egentlig stod i Bibelen. Jeg havde slet ikke forstået det rigtigt før.

Engang, da jeg kørte i bussen og kiggede ud på stjernerne, bad jeg til Gud og sagde: Hvis du virkelig er der, så vil jeg gerne, at du er min far.

Fra det tidspunkt fik jeg ro i mit sind, fortæller Rosaria. Hun kan huske drømme, hvor hun fx oplevede, at ækle dyr (dæmoner?) kravlede ud af hendes krop.

Hun bad og fastede, som hun havde lært som katolik. I dag er hun med i pinsekirken i Thisted, hvor familien nu bor. Hun har bl.a. været børnemedarbejder i to år.

Svær tilgivelse

Selv om faderen ikke ville indrømme, hvad han havde gjort, så besluttede Rosaria at tilgive ham. Men det var ikke let.

– Jeg var med på en KFUM& KFUK lejr på Hvide Klit ved Sæby. Her var der en taler, som tidligere havde været med i en nyreliøs bevægelse. Han talte om at tilgive. Og alt, hvad han sagde, ramte mig lige i hjertet.

Helligånden blev ved med at arbejde i mig. Jeg vidste, at jeg også selv var en synder og havde brug for tilgivelse. Alligevel var det svært at tilgive min far.

Men jeg bad hver morgen og besluttede mig til at tilgive min far af lydighed overfor Gud.

Da jeg rejste til Mozambique med to af mine børn, sagde jeg til min far: Jeg tilgiver dig.
Han kunne ikke sige noget.

Jeg sagde, at han skulle gå til en præst og få hjælp. Men han ville ikke dengang.

Far var i helvede

– Alligevel blev jeg ved med at bede for ham, og efter to år hørte jeg, at min far var begyndt at gå i kirke.

Lige før en jul ringede jeg til Mozambique og talte med ham. Han sagde: Rosaria, jeg har været i helvede. Jeg har set Satan. Jeg var bortrykket. Guds engle tog mig med. Jeg beder om tilgivelse. Jeg har været en egoist. Jeg har manipuleret…

Han havde haft en stærk oplevelse og havde fundet Gud.

Men alle hekse rejste sig imod ham. Og han døde af AIDS.

Den nat, han døde, havde jeg en mærkelig drøm. Jeg var på en ø med Dannebrog i flagstangen. Jeg ville hjælpe min syge far, men han ville igen voldtage mig. Jeg har selvfølgelig tænkt over, om den drøm betød noget, om han igen var faldet. Men jeg håber, at han ikke gik fortabt, siger Rosaria.

I 2002 mødte hun sin nuværende mand, Morten Damsgaard Fonseca, som er psykolog, og de blev gift og har fire drenge på 14,11, 8 og 4 år.

Rosaria har nu boet i Danmark de sidste 22 år. Hun taler flydende dansk og lever som dansker.

Rosaria blev senere gift med sin nuværende mand, Morten Damgaard Fonsece, som er psykolog.
Døbt med ild

Efter at Rosaria er blevet troende kristen, blev hun døbt – ikke blot med vand, men også med ild, fortæller hun.

– Jeg følte, at Helligånden sagde, jeg skulle bede for alle de familiemedlemmer, der havde været involveret i min opvækst. Det tog mig næsten en time at komme igennem listen.
Da jeg var færdig og lå i min seng, så jeg en hvid skystøtte ved siden af mig. Den bevægede sig hen til mig og rørte ved mig. Jeg oplevede, at Helligånden brændte i mig, ligesom en ild i mig. Og det fortsatte i en måned!

Det var ikke ubehageligt. Og det brændte vreden væk og de myoser, jeg havde, forsvandt også. Jeg fik ellers massage med elektriske maskiner, men kunne ikke slippe af med myoserne. Men nu forsvandt de. Det var, ligesom ildgløder, der brædte i mig – og jeg føler det stadig i mit hjerte.

Det var ikke bare noget, jeg forestillede mig, for selv mine børn kunne mærke ligesom elektriske stød, når jeg rørte ved dem. Og min mand kunne ikke holde ud af ligge ved siden af mig i sengen, for jeg kogte af varme.

Jeg føler det stadig ind i mellem. Det begynder i maven og breder sig. Det giver mig en dejlig ro.

Jeg får ofte visioner og profetiske drømme om mennesker, som jeg så møder senere, og som Gud så måske møder og hjælper.

For der er så mange, der har brug for Guds nåde.

Og Gud er god, slutter Rosaria Fonseca.