30 kristne martyrer fortæller

Johnnie Moore blev rørt til tårer over vidnesbyrd fra forfulgte kristne.

Menneskeretsforkæmper Johnnie Moore, der er uofficiel rådgiver for USAs regering, har udgivet en bog med vidnesbyrd fra kristne, som har udholdt svær forfølgelse og er villige til at dø for Kristus.

– De fleste beretninger er fra nyere tid bortset fra nogle få, som stammer fra 90’erne. Vi valgte bevidst at inkludere lande som Eritrea, Nigeria og almindelige mennesker. Der er nogle præster og kirkeledere, men der er flere almindelige kristne, som bare har denne fantastiske tro, siger Johnnie Moore til The Christian Post.

Han valgte at lade de 30 forfulgte kristne selv få ordet.

– Bogen indeholder ord-for-ord deres personlige vidnesbyrd om, hvad de har ofret for Jesus. Nogle af dem, som jeg sad sammen med, fik mig til at græde. Det gjorde jeg også, da jeg skrev bogen, siger Johnnie Moore.

Han nævner en syrisk flytningefamilie, som blev kristne. En af deres slægtninge, en syrisk jihadist skrev til dem: ”Hvis I ikke konverterer tilbage til islam, kommer jeg og korsfæster jer”. Men familien havde skrevet tilbage: ”Vi er mere end villige til at dø for Jesus. Men lad være med at korsfæste os, for vi er ikke værdige til at dø på samme måde, som Jesus døde!”

Bogen The Martyr’s Oath: Living for the Jesus They’re Willing to Die For (Martyrernes ed: At leve for den Jesus, de er villige til at dø for) udkom den 10. oktober.