Hvem tjekker mediernes moral?

Politik handler i dag langt mere om moral end politiske ideologier. I den forgange uge måtte Anna Mee Allerslev trække sig fra posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune og spidskandidat for Radikale Venstre til det kommende kommunalvalg.

Allerslevs exit fra politik kom som kulmination på BT’s afsløring af, at hun ikke havde betalt leje for lån af rådhushallen til sit bryllup. Det kom efterfølgende også frem, at Allerslev har brugt sin borgmestertitel til at hjælpe et murerfirma, hvis indehaver er hendes private ven, til at få en tilladelse i en stor byggesag.

Allerslev er blot endnu én i en lang række af politikere, som er blevet knækket på grund af dårlig moral og ikke politiske synpunkter. Trump var i farezonen under sin valgkampagne, da forskellige kvinder stod frem og påstod, at han havde opført sig sexistisk og krænkende overfor dem. Hillary Clinton mistede sin troværdighed, da det blev afsløret, at hun havde sendt fortrolige emails fra en personlig server og hendes nærmeste assistents mand, Anthony Weiner, havde sendt nøgenbillede af sig selv til mindreårige piger. Statsminister Lars Løkke Rasmussen kom ud i voldsom turbulens på grund af sine flyrejser på 1. klasse og rod med bilag og klarede kun med nød og næppe frisag.

Selvfølgelig er det vigtigt, at politikere, som råder over statens midler og har magt til at lave love, er troværdige. Jeg skal på ingen måde forsvare Allerslev, men den hetz, som BT har kørt på hende, trænger i den grad til et eftersyn. Politikere kan ikke tåle dårlig omtale ret længe ad gangen, og det ved chefredaktørerne. Ved at skrive den ene negative historie efter den anden skaffer de sig selv uindskrænket magt. Medierne har fået samme status som enevældige konger. Politiske modstandere og rivaler lugter blod og slutter sig til jagten på ofret. Kritikken er nådeløs, og politikeren har ikke andre muligheder end til sidst at trække sig og acceptere sit nederlag.

Måske er det på tide at spørge til, hvad det er for en moral, de medier, som fælder den ene politiker efter den anden, selv er styret af. Handler det om at fortælle historien om storhed og fald, der altid både skræmmer og fascinerer publikum, og som sælger godt? Eller er det faktisk medierne, som har overtaget styringen med landet? Hvem tjekker mediernes moral og motiver?