Kristne forfulgt forud for Kinas 19. Nationale Partikongres
”Har vi kinesere ingen menneskerettigheder?” spørger pastor Yan Xiaojie i et bedebrev den 13. oktober lige før partikongressen. Yan har været fængslet og tortureret for sin tro.
Det skriver organisationen ChinaAid, som bl.a. dokumenterer overgreb mod kristne i Kina.
Myndighederne i Wenzhou har slået hårdt ned på troende og andre ”afvigere” fra regeringens linje op til partikongressen. Missionær og pastor Yans fortæller i bedebrevet om den forfølgelse, som både han og resten af familien har været udsat for.
”Hvilken forbrydelse har jeg begået? I denne tid har Wenzhous myndigheder hele tiden chikaneret mig, de kræver, at jeg skal melde mig til politistationen hver dag og kommer dagligt til mit hjem.
De bringer stor uro i min families liv, især for mine to gamle forældre, mit liv og mit arbejde”, skriver Yans. Han tilføjer: ”I 2015 anholdt de mig uden grund. Jeg blev lukket inde i et halvt år i et lille, mørkt rum og blev hele tiden mishandlet. De tillader mig ikke at fortælle om det, der sker i fængslet. Jeg er endnu ikke begyndt at protestere og klage. Har vi kinesere overhovedet nogen rettigheder?” spørger han.
Yan Xiaojie blev fængslet den 26. august 2015, efter at han havde protesteret mod myndighedernes fjernelse af kors fra kirkerne i Zhejiang provinsen. Han blev løsladt under kautionslignende forhold, så han stadig var i myndighedernes vold, i februar 2016. Selv om denne del af straffen udløb i februar 2017, har han også efterfølgende været chikaneret af myndighederne.
Da ChinaAid forsøgte at ringe til ham, viste det sig, at hans telefon var blevet lukket.