’Dansker-Ane’ vender hjem

– I Grønland er der mindre stresset, men børnene bliver overset, siger dansk-grønlandsk diakon.

Ane Amaunalik Lund Hansen vender hjem til Grønland den 1. december. Hun er netop ansat som souschef i Aasiaat nord for Polarcirklen, hvor hun 2/3 af tiden skal arbejde på sømandshjemmet for Sømandsmissionen. Desuden har Blå Kors ansat hende på 1/3 tid til at arbejde blandt udfordrede familier i byen.

Ane er uddannet socialpædagog og diakon og har seks års erfaring fra grønlandske børnehjem som både pædagog og arbejdsleder. Hendes bachelorprojekt skrev hun om børns læring og dannelse i naturen.

På sømandshjemmet kommer en del af tiden til at gå med administrative opgaver og et vist personaleansvar. I Blå Kors regi er intensionen er at skabe et ”Barnets blå hus”, som man kender fra Danmark.

Kender begge sprog

For 35 år siden blev hun født i den lille bygd Kangaatsiaq, syd for Aasiaat. Som 13-årig flyttede hun til Danmark med sin mor og stedfar. Alligevel har hun en god baggrundsviden om, hvilken kultur og livssituationer grønlandske familier med forskellige baggrunde er i.

Desuden taler hun flydende grønlandsk og dansk, hvilket bliver uvurderligt i det daglige arbejde.

”Jeg vil gerne tilbage igen. Til naturen, den friske luft, roen. Samtidig glæder jeg mig til at blive en del af et kristent arbejdsfællesskab på sømandshjemmet. Det betyder noget for mig, at de kristne værdier også er med i dagligdagen. Så glæder jeg mig til at arbejde med familierne.

Jeg forstår dem på mange måder. I Grønland pakker vi tingene ind, når vi siger noget, og vi bruger hele vores kropssprog. I Danmark plaprer vi bare løs,” smiler hun.

Ophold i både Tanzania og Kenya som volontør har også givet hende viden om, hvor forskellige kulturer er, men hvordan man alligevel kan gøre en forskel.

Børn bliver svigtet

”Noget af det bedste var, når børnene på børnehjemmet i fx Illussiat løb imod mig og skulle omfavnes. Som andre kunne de lide at blive set, men i Grønland er det mange steder sådan, at børn skal ses, ikke høres. Og man taler til dem – ikke med dem.

Måske hænger netop det sammen med omsorgssvigt, og det vil jeg gerne modvirke. Omsorgen for hinanden er så vigtig. Dengang kaldte kollegerne på børnehjemmet mig ”dansker Ane”, men snart blev det til grønlænder Ane, for de kunne se børnenes trivsel. Jeg gik fra minus til plus! Børn skal vide, de er værdifulde. Og sådan har vi voksne det også.”

Danmark stresser

”Det stresser mig noget at være i Danmark. I Grønland kan man nå at kigge på hinanden, der er mindre hektisk og travlt. Jeg kan lide ansvaret og muligheden for at sætte en retning. Det gælder på sømandshjemmet, og det gælder i arbejdet med familierne. Derfor glæder jeg mig til at komme i gang.”