Derfor blev teserne slået op før Allehelgen

Det var ikke tilfældigt, at Luther slog sine teser op Allehelgensaften. Han ville nemlig gøre op med den lære, som lå bag kirkens indbringende afladshandel.

Den katolske lære om skærsilden gik ud på, at afdøde sjæle skulle afsone deres synder i skærsilden, før de kunne gå ind i himlens herlighed. Længden af opholdet i skærsilden afhang af, om de døde havde fået tilgivelse for deres synder her på jorden.

Kirkens overskydende gode gerninger

Samtidig mente man, at folks gode og onde gerninger blev vejet mod hinanden. For helgener ville vægtskålen med gode gerninger veje tungest. Tilsammen udgjorde Jesu Kristi og helgenernes ”overskydende gode gerninger” en skat, som kirken kunne råde over. Og dette overskud kunne man så sælge af til de mennesker, hvis livsførelse ellers ville komme til kort over for Guds krav.

Afladshandlen foregik i flere århundreder før Luthers tid, men pave Leo 10. valgte at finansiere byggeriet af Peterskirken i Rom med penge fra afladshandlen. I 1517 forventede Luther, at paven ville gøre op med misbruget. Men det skete ikke. I stedet fordømte Leo i 1520 Luthers lære i en bulle, som Luther brændte. Herefter bandlyste Leo ham i 1521.

Allehelgen i kirkerne

I forbindelse med Reformationen ændredes opfattelsen af Allehelgensdag. I folkekirken mindes man de døde og alle kristne, som har været vidner for troen. Men der er ikke tale om helgendyrkelse. Man beder heller ikke for de dødes sjæle, som man tidligere gjorde det på Allesjælesdag, den 2. november.

Folkekirkens Allehelgen indeholder elementer fra Allesjælesdag, fx ved at man i mange kirker oplæser navne på sognebørn, som er døde i årets løb. Mange sætter også lys på deres kæres grave.
Allesjælesdag blev afskaffet sammen med læren om skærsilden. Luther understregede, at frelsen sker ved troen alene, nåden alene og Kristus alene, ikke ved menneskets gerninger eller andres forbøn.

Allesjælesdag fejres stadig i den katolske kirke – om mandagen efter første søndag i november – med forbøn for de dødes sjæle.

Den store hvide flok

Den hedenske fest Halloween stammer en gammel keltisk skik, samhain, fra 8-900 før Kristus. Der var en slags nytårsfest, hvor man fejrede slutningen på sommerhalvåret og begyndelsen på vinteren omkring den 31. oktober.

På årets sidste dag mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Derfor satte man mad ud på gravene for at sikre, at de døde kom godt afsted og ikke ville blive tilbage på jorden.

Denne gamle keltiske fest har man forsøgt at smelte sammen med den kristne Allehelgen (det engelske ord halloween er en sammentrækning af ”All Hallows’ Eve”, dvs. Allehelgensaften).
Kirkernes Allehelgen er dog noget ganske andet end halloween, der har fokus på uhygge, død og genfærd.

Den mest kendte allehelgensalme, Brorsons ”Den store hvide flok vi se”, bygger på Johannes Åbenbaring kapitel 7 om de døde kristne, der er med i den store hvidklædte flok. Disse kristne kæmpede og led for deres tro her på jorden, men nu er de i himlen, hvor Gud selv har tørret deres tårer:

”Dér holder de nu kirkegang/med uophørlig jubelklang/ i høje kor,/ hvor Gud han bor/ blandt alle engles sang.”