En gribende men sand beretning

En augustaften i 1847 forliste et skib i stormvejr omtrent ud for sydenden af Ringkøbing Fjord ikke langt fra Nymindegab.

Der var dengang ikke tale om noget effektivt redningsvæsen ved vestkysten, så nogen helt sjælden begivenhed har det næppe været.
Alligevel gjorde dette forlis et uudsletteligt indtryk på beboerne i de omkringliggende sogne, for der var én, som overlevede det: En stor, sort, langhåret hund.

Strandfoged Jens Sørensen, Gl. Bjerregård, gik i den tidlige morgen, da stormen havde lagt sig, ned til stranden for at afsøge sit strandområde, og her fandt han hunden siddende ved liget af en meget smuk pige.

Den sad med en eller anden genstand mellem sine forpoter, og da strandfogeden nærmede sig, tog den genstanden i munden og veg til side, så han kunne bære den unge pige højere op på stranden, hvor han dækkede hende med sin stor trøje og gik efter hjælp.

Liget blev bragt ind på Gl. Bjerregård, og hunden fulgte med. Den sad et stykke fra gården med alle tegn på sorg, ville ikke ind og ville ikke æde de første dage. De følgende dage kom folk langvejs fra for at se den ualmindelig smukke unge kvinde – og hendes hund. Men den dag, hun blev sejlet over Ringkøbing fjord for at blive begravet på Sønder-Bork kirkegård, forsvandt hunden.

Pastor Jens Larsen Bøgild i Sønder-Bork (1827-1850), som forrettede begravelsen, må sikkert også have været blandt de besøgende på Gl. Bjerregård, for da han nogle dage senere var på besøg i Ringkøbing, kom en stor sort hund hen til ham og fulgte ham siden overalt, skønt han forsøgte at jage den bort.

Han kastede endog til sidst sin stok efter den, men da hunden samlede stokken op og bragte ham den igen, nænnede han ikke mere at jage efter den, og da han dagen efter kørte de fem mil hjem til Sønder-Bork, fulgte den efter vognen.

I præstegården var børnene glade for den venlige hund, som bare havde en slem vane. Den gravede på kirkegården – netop der, hvor den druknede pige var blevet begravet, og så lagde den sig ynkeligt hylende ved siden af sit hul. Og hver gang præsten lod hullet jævne til, så hunden sit snit til at grave et nyt, og det var en jammer at høre dens sorg.

En skønne dag forsvandt ”Fontus”, som den var blevet kaldt, imidlertid, og præstefamilien havde næsten opgivet at se den igen. Men efter nogle dages forløb kom den alligevel tilbage, gravede på kirkegården igen, men havde åbenbart selv dækket hullet til igen, og efter den tid fulgte den trofast præsten overalt, selv om den ofte tilbragte natten på kirkegården.

På den måde nåede man sommeren 1849 og krigen med slesvig-holstenerne. Der var fjendtlige tropper på egnen mellem Skjern og Varde, men de blev slået og splittet ved et dansk modangreb og fordrevet og taget til fange – undtagen én dragon, som havde skjult sig, og nu alene og fortrinsvis om natten søgte sydpå.

Han vidste, at hans kæreste var begravet på en vestjysk kirkegård. Han kom også en nat gennem Sønder-Bork, men blev der standset af præstens hund. Ikke at den røbede ham eller på nogen måde forulempede ham – tværtimod!

Den modtog ham med alle tegn på glæde og halvt trak, halvt ledte ham ind på kirkegården, hen til en grav, hvor den ivrigt gravede, til den nåede ned til en æske, som den lagde for fødderne af den mere og mere forvirrede dragon.

Men da han fik æsken op og deri fandt en sidste hilsen fra sin elskede Marie, genkendte han endelig hunden som hendes trofaste ”Roland”.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, med hvilke følelser han sad her på den stille kirkegård, til dagen begyndte at gry, og han måtte videre for at finde et skjulested – og sydpå næste nat.

Hjem til Stade ved Hamborg, som han stammede fra, nåede han dog aldrig. Sygdom overmandede ham. En tid lå han syg på Donslund Mølle, syd for Grindsted, hvor han fik en god pasning, men sine sidste dage tilbragte han på Søsterhuset i Christiansfeld.

Her fortalte han den søster, der kærligt passede ham, om sin oplevelse på Sønder-Bork kirkegård og om sin Marie, som han var blevet skilt fra af ulykkelige forhold for flere år siden. Hun var en skibskaptajns datter fra Amsterdam, Og han fortalte ikke mindst om hendes tro hund Roland, der til sidst fik opfyldt den mission, som hun i sin sidste fortvivlede nød og længsel havde pålagt den, sikkert under brændende bøn til den Gud, som formår alt.

Genfortalt af tidligere præstekone, Ingeborg Fonsbøls i ”De ældres julebog” fra 1969, Lohses forlag.
Ny illustration Hakon Lund Jensen. Indsendt af forfatteren og billedkunstneren Gert Grube.