Hvad har gjort min far så nærig?

Kære Suh.
Min far er noget af det mest nærige, jeg nogensinde har kendt.
For det første så er det ikke til at vride en krone ud af ham, og hvis han kan komme til at tilrane sig lidt ekstra, også selvom det er på andres bekostning, så gør han det.
Da vi var børn, tænkte jeg ikke så meget over det, men nu som voksen kan jeg tydeligt se det, og jeg synes, det er flovt.
Han er begyndende dement nu, hvilket har gjort det endnu værre, eller også er det sværere for ham at skjule det.
Jeg er godt klar over, at det nok er for sent at ændre på det, og jeg ved også, at han slet ikke selv ville være i stand til at snakke om det eller forstå det, men jeg er nysgerrig efter at vide, hvad der har gjort ham sådan?
Venlig hilsen Datteren

Kære Datter
Der kan være flere forskellige grunde til, at din far opfører sig, som han gør, men først og fremmest skal du huske på, at han og mange andre i hans generation har et helt andet forhold til penge og til forbrug, end vi har i dag (hvor vores tid måske snarere er plaget af det modsatte problem, som vi ser det illustreret i programmer som ”Luksusfælden”).
Hvis man er vokset op med, at hver en øre skal vendes for blot at få hverdagen til at hænge sammen, så kan det sidde så dybt i en, at det er vanskeligt at lægge det fra sig igen, selvom tiderne ændrer sig. Det kan altså for din far måske handle om en gammel indgroet frygt for ikke at kunne klare sig – ikke at have nok?
Hvis det faktisk er et udtryk for ”overlevelse” for ham, så kan det forklare, hvorfor han nogle gange lader sin adfærd være på bekostning af andre, for netop når det handler om overlevelse, sker der det, at der træder andre ting i kraft end den normale hensynstagen til andre mennesker.
Det ser man bl.a. ved katastrofer, hvor mennesker nogle gange bagefter er chokerede over deres egne reaktioner i kampen om at redde sig selv. Nærighed kan også udspringe af egoisme: Jeg vil have mest – og jeg vil ikke dele med andre! Det er et usympatisk træk, som frastøder andre, men det handler dybest set igen ofte om en frygt for ikke at få det, man har brug for – måske endda en trist erfaring med, at jeg må sørge for mig selv, for der er ingen andre, der gør det.
Uheldigvis har det en selvforstærkende virkning, for netop nærige mennesker har man sjældent lyst til at give noget, men tværtimod prøver man at få dem til at betale, for at skabe balance. Men det bekræfter netop den nærige i vedkommendes antagelse om, at andre er ude efter deres penge, og at de ikke skal forvente sig noget af andre.
Grundlæggende skal nærighed forstås som et udtryk for, at den nærige finder tryghed i rigdom, og at rigdommen er et middel til at erhverve sig ting, status, magt, sågar ”kærlighed”, hvor sidstnævnte desværre kan være af tvivlsom karakter – for er det personen, man elsker, eller er det personens rigdom?
Pengene, som egentlig blot er et middel, ender for mange nærige med at blive selve målet, og man kan ende med at blive så opslugt af at skaffe sig ”nok” midler, at man helt glemmer målet. Derfor er den nærige sjældent lykkelig, fordi selve indsamlingen opsluger ham, og han når aldrig til det punkt, hvor han begynder at nyde.
Den glæde og frihed, som pengene skulle give ham, indtræffer i værste fald ikke. Man kan sige, at selvom man teknisk set er meget rig, så er man i virkeligheden vældig fattig. Man hører nogle gange beretninger om vældig rige og samtidigt nærige mennesker, der pludselig møder kærligheden på en særlig stærk måde, og at dette møde forvandler dem.
Jeg vil håbe for din far, at noget tilsvarende kan ske for ham, måske i relationen til dig og din familie, selvom det nogle gange kan være udfordrende med hans nærige adfærd.
Hilsen Suh