Harry Potter og filosofien

Når man, som jeg, har læst Harry Potter-serien med stor fornøjelse, ikke mindst fordi det bygger videre på fantasy-traditionen fra C.S. Lewis og samtidig rummer sit eget unikke fortællingsunivers, så vækker det interesse, at en flok filosoffer kaster sig over den eksistentielle betydning, som Rowling udtrykker.

I ’Harry Potter og filosofien’ zoomes der ind på, hvad der forstås ved sjælen, om døden er begyndelsen til noget efter livet eller blot en definitiv afslutning til intetheden. Skæbne, vilje og Guds deltagelse i historien spiller også en rolle. Men særlig interessant bliver det, når filosofferne ser på, hvilken rolle kærligheden spiller i Potter-serien. De græske filosoffers tre former: eros, philia og agape, er alle i spil i historierne, men især den sidstnævnte ’Agape’, som er den selvopofrende og guddommelige form, er bemærkelsesværdigt fremtrædende i dette univers.

Rowlings litterære forbillede C. S. Lewis var en overbevist kristen tænker, filosof og forfatter, mens hun selv fortæller, at hun har kæmpet for at bevare troen. Men når man går systematisk til værks og kigger på budskaberne, åbenbares det hurtigt, at Rowling både lader sig lede af de antikke filosoffers metaforer og fortællinger, men i den grad også er præget af den kristne grundfortælling.

Derfor er Harry Potter og filosofien både interessant for Potter-fans og for filosofiinteresserede – hvilket giver dobbelt gevinst med denne læser.

William Irwin & Gregory Bassham (red.):
Harry Potter og filosofien
Kr. 249 • Forlaget Frydenlund