Hvad er der blevet af næstekærligheden?

… spørger Rebekka fra Holstebro. Hun oplever unge asylsøgeres personlige skæbner tæt på i fællesskabet i byens pinsekirke.

Af Rebekka Rahbek, Holstebro
Det er søndag. En helt almindelig søndag for de fleste, men ikke for mig. Jeg har lige modtaget en forfærdelig nyhed.

Jeg er i kirke. Her er flere asylansøgere også begyndt at komme. De siger, at de oplever kærlighed og omsorg fra Gud og medmennesker i et fællesskab, som er åbent, og hvor alle er velkomne.

For 9 måneder siden begyndte en ung mand ved navn Ali at komme i kirken. Han valgte efter nogen tid at konvertere til kristendommen, da han havde oplevet livet som muslim i Iran som alt andet end fredeligt og kærligt. Han har levet i frygt det meste af sit liv, men har nu oplevet kærligheden og friheden i sin nyfundne tro på Jesus. Han har følt sig elsket og inkluderet i vores fællesskab, hvor alle uanset køn, alder, status og nationalitet er velkomne. Han er blevet en meget nær ven, ja næsten som min egen bror.

Hvis det var dig…

Forestil dig, at du havde ventet og ventet på svar, om du måtte blive i landet eller ej, og efter hele 2 år får du svaret nej. I de 2 år havde du skabt dig et nyt liv, lært sproget, fået venner og en kirke at komme i, som var blevet som et hjem, ja, som en helt ny familie for dig.

Sådan er realiteterne for min unge flygtningeven Ali, som kun lige er fyldt 17 år. Han er afghaner, men født i Iran. Han har boet i Danmark i 2 år på asylcenter og har for nylig fået et sidste afslag fra det danske flygtningenævn. De har kun givet ham 7 dage til at forlade landet. Ellers vil de sende ham “tilbage” til Afghanistan, hvor han aldrig har været, og hvor sandsynligheden er stor for, at han vil blive dræbt, efter at han er blevet kristen i Danmark.

Jeg har haft Ali og nogle af mine andre flygtningevenner med hjemme på besøg. Vi har lavet god mad sammen, snakket, hygget, talt dansk, og jeg har lært dem at spille brætspil. De har givet mig som ung dansker stor viden om deres kultur og det liv, de kommer fra, og jeg har fået udvidet min horisont.

Jeg er blevet endnu mere taknemmelig over at være født i Danmark med alle de fantastiske muligheder og værdier, der følger med. Jeg synes, det kan være svært, når det danske system svigter eller er for ringe, fx når ventetiden er for lang i sygehussystemet. Men jeg venter i dage, uger eller måneder på at få gratis lægehjælp. Men hvad med Ali? Han måtte vente i hele 2 år i Danmark på at få at vide: “Vi tror ikke på, hvad du siger, Ali. Det passer ikke, du er blevet kristen, og at du vil blive dræbt pga. din kristne tro, hvis vi sender dig til Afghanistan. Så du har 7 dage til at forlade Danmark. Ellers sætter vi dig på et fly “tilbage” til Afghanistan.”

Skamfuld over at være dansker

Da jeg fik beskeden om, at Ali var blevet udvist af Danmark, og at der nu ikke var flere chancer for ham, blev jeg dybt rystet og ked af det. Hvordan kan Danmark gøre det? Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg synes, det er umenneskeligt og blev pludselig skamfuld over at være dansker.

Med al den velstand og overflod, vi har, så kan vi ikke dele med andre? Hvad hvis det var os selv og vores land Danmark, der var i krig? Hvad hvis det var dig og mig, der var flygtet til Afghanistan og havde boet der i 2 år, var blevet gode til sproget, havde fået nye venner, ja næsten en hel ny familie. Og så til sidst får vi at vide, vi ikke må blive, og at vi oven i købet lyver. Vi kan slet ikke sætte os ind i hans og andre flygtninges situation og ser bare overordnet på situationen som “flygtningekrisen”.

Jeg kender Ali, og han lyver ikke. Han er blevet kristen, og han valgte at træffe den store beslutning at lade sig døbe med de omkostninger, det har. Jeg så det med mine egne øjne. Jeg var selv til stede ligesom mange andre. Jeg så glæden i hans øjne over den frihed, han nu oplever ved at tro på en kærlig og nådig Gud, der har givet ham en kirkefamilie og nye venner.

Jeg ser ham allerede som dansker, da han er blevet så god til at tale dansk. Jeg er meget stolt af ham og den positive udvikling, han har taget i sin tid i Danmark. Danmark har faktisk givet ham et nyt liv og en chance og været med til at forvandle en ung fyr, som var fuld af håbløshed før. Vi har givet ham tryghed og et tag over hovedet, og det er han dybt taknemmelig for. Men fra den ene dag til den anden er alt revet væk under ham. Hvordan kan vi gøre det, Danmark?

Danmark har nu bragt Ali i den situation, at han igen er nødt til at flygte til et andet land for at være i sikkerhed og bevare retten til sin kristne tro og sit liv. Det troede jeg ikke skulle være nødvendigt, når Danmark er et velfærdssamfund, som kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed. Men åbenbart ikke for Ali og mange andre nye kristne flygtninge i Danmark. Jeg håber alt det bedste for min ven, Ali. Men jeg frygter også det værste. Han har afgivet fingeraftryk i Danmark. Så hvis han ikke får opholdstilladelse i et andet land, vil han blive sendt retur her til Danmark, hvor vi så med al sandsynlighed vil sætte ham i håndjern som en forbryder og sætte ham på det næste fly til Afghanistan som andre før ham. Og så er der ingen vej tilbage.

Kan det virkelig passe, at vi behandler flygtninge i fare som kriminelle forbrydere, faktisk værre? Hvor blev danskernes næstekærlighed af?