Kirkeministeren går imod sin regerings ’tåbelige burkaforbud’
Et politisk flertal af regeringen, DF og A vil forbyde heldækkende ansigtsbeklædning i det offentlige rum. Men det vil give skyts til parallelsamfundene, mener Mette Bock (LA).
Dansk Folkepartis Christian Langballe spurgte ind til kirkeministerens holdning under Folketingets spørgetid i onsdags. Mette Bocks udtalelse om, at burkaforbuddet er ”tåbeligt”, faldt under et møde i netværket Grundtvigsk Forum.
Ministeren forklarede onsdag, at hun går ind for et ”maskeringsforbud”, hvorimod et ”burkaforbud” ville skabe forurettelse i parallelsamfundene. Hvis man vil sikre, at kvinder i burka bliver integreret i det danske samfund, er det bedre at lukke de offentlige kasser, fordi kvinderne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. En kritik af deres beklædning ville også være imod religionsfriheden, fastslår ministeren.
Dette svar blev ikke accepteret af Christian Langballe. Han kalder det en ”søforklaring” og understreger, at han ser burkaer og niqabber som ”shariaens spydspids” og ”en trussel mod det åbne samfund”, skriver Kristeligt Dagblad.