Klippefejl

Jeg er en ivrig hobbysyerske. Jeg har det bedst, når jeg har syet mere end tre ting på en uge. Så både børnenes og mit eget tøjskab bugner, mens manden må nøjes med boxershorts.

Mange andre strikker og hækler, men det siger mig ikke noget. Jeg er projektorienteret. Det skal blive til noget. Og det gør det. Fra jeg er begyndt på at tegne mønster af, til jeg står med en færdig børnekjole, går der mellem en og tre timer alt efter sværhedsgrad.

Det betyder, at det går stærkt i klippefasen. Svish-svush. Der var en bagside. Svish-svush. En forside. Indtil det pludseligt går lidt for stærkt, og jeg får taget et tag for meget med saksen. Så er skaden sket. Det stof jeg skulle bruge til næste mønsterdel er klippet midt over, og gode råd er dyre.

Et andet resultat af min lynhurtige saks er manden mere frustreret over. Vi kører på sjette voksdug i år, fordi der på mystisk vis opstår hakker og huller i dem. Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg opdager, præcis hvornår det sker.

Til gengæld er jeg udmærket klar over, hvad problemet er. Det er, at min hånd er hurtigere end min hjerne. Jeg kan simpelthen nå at klippe et ret stort hak, før min hjerne vågner op til dåd og råber: ”Stop”.

Heldigvis går det kun ud over ting. Jeg har endnu ikke klippet i mine børn, hvis vi lige ser bort fra den gang, hvor jeg klippede Josva i øret. Men det var trods alt i forbindelse med hårklipning.

Der er et andet område i mit liv, hvor min hjerne også halter bagefter, og hvor det kan få meget større konsekvenser. Min mund har også tit fuld fart på. Især når jeg er på hjemmebane.
Her kan små hurtige udsagn også såre og frustrere mand og børn, når de stikker af fra mig og bliver hårde og skarpe, som min sysaks.

Det er ikke uden grund, at mange vers i Jakobs brev i Bibelen er blevet dedikeret til at advare om tungens brandfarlighed.

Jeg øver mig i at tænke, før jeg klipper. Og med Guds hjælp øver jeg mig også i at tænke, før jeg taler. Lykkeligvis er der nåde i mit hjem. Både for ødelagte voksduge og for ord, der skærer i hjerterne.