Murer bliver teltarbejder i IM
Murer Simon Nielsen er ansat som missionær og evangelist i Indre Missions Region Midt fra den 1. november 2017.
For fem år siden stoppede Simon Nielsen som ungdomskonsulent i Indre Missions Unge for at blive murer. Herefter brugte han fritiden på at forkynde om Jesus.
”Jeg var godt tilfreds med mit liv, og jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle tilbage til en tjeneste i Indre Mission,” fortæller 37-årige Simon til Indre Missions Tidende. Men efterhånden fik han fik en indre uro, som han delte med flere af IMs medarbejdere.
”Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg brugte tid på at bygge og vedligeholde menneskers huse, når der var mennesker, som gik fortabt. Efterhånden blev byggeriet af Guds rige vigtigere for mig,” forklarer Simon.
Han tilføjer, at han ikke er vild med udvalgsmøder, men ser frem til at forkynde evangeliet med ord, sange og guitar.
Simon er 37 år, gift med Majbrit, og de bor sammen med deres 3 børn i Hvide Sande.