Alting har sin tid

Etna og Bent Muff bor i et rækkehus i Esbjerg. Foto: Miriam Vibjerg.

Af Miriam Vibjerg

Bent Muff blev født i Nr. Lyngvig, nord for Hvide Sande den 6. november 1937. Han mistede i en tidlig alder sin far på havet i en mineulykke, og derfor skulle han og hans bror allerede ”ud at tjene” som 14-årige. Bent kom med på en kutter og arbejdede i 18 år som fisker.

Når han og hustruen Etna i dag tager imod i den hyggelige stue i rækkehuset i Esbjerg, er det efter et langt liv, der har budt på mange oplevelser, bl.a. 37 år som sømandsmissionær.

Kaldet

Bent mødte kaldet til at blive missionær, men var ikke klar. Derfor slog han til, da ejeren af den kutter, han sejlede på tilbød ham at købe tredjepart i skibet.

Efter to år var var han dog modnet så meget og havde gentagne gange mødt opfordringen til at blive sømandsmissionær, at han i 1970 blev ansat til at virke i området fra Ribe til Ulfborg over til Kolding og Fredericia.

Præst og bydreng

Arbejdet bestod i starten mest af besøg på de skibe, der lå i havnen, men blev siden suppleret af mødevirksomhed i de mange sømandskredse og Indre Mission, hvor Bent nød at få lov til at fortælle om sit arbejde på havnene.

Til møderne medbragte han ofte østeuropæiske eller filippinske bibler, som han solgte til mødedeltagerne. Og da de jo ikke kunne læse dem selv, blev de opfordret til at give dem tilbage, så de kunne blive delt ud til sømænd, der kunne forstå sproget. Det var en sjov måde at lave indsamlinger på.

Ud over sømandsmissionær var Bent i en periode Grønlandssekretær, hvor han førte tilsyn med de grønlandske sømandshjem og det i Grimsby, og han og Etna afløste også i flere kortere perioder og engang i en periode på et halvt år i Grønland, hvor et bestyrerpar var hjemme på orlov.

På spørgsmålet om, hvad en sømandsmissionær laver, svarer Bent:
”En sømandsmissionær er en mellemting mellem en bydreng og en præst. Bydrengens opgave er at gøre det, de andre ikke gider eller har tid til, og præstens opgave – der er mange, der mener, at det er at prædike, men jeg fandt hurtigt ud af, at den vigtigste opgave, det var at lytte, fordi når en sømand havde været væk i op til et helt år – det var der mange filippinere, der var… der var ingenting de ønskede mere, end at fortælle om kone og børn derhjemme.

Bagefter spurgte de: ”Hvordan gør I i Danmark i din familie?” Så var muligheden der for at aflægge vidnesbyrd og fortælle, hvordan vi lever.”

Forud beredte gerninger

Bent har haft mange dybe oplevelser i sine 37 år som sømandsmissionær. Han gik på pension, da han nåede den daværende aldersgrænse for ansættelse for ti år siden, men mange oplevelser står stadig lysende klart.

Han tror fuldt og fast på det, der også er Sømandsmissionens motto fra Efeserbrevet kap. 2 vers 10: ”Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os.”

Han har selv oplevet flere gange at føle sig ledet. Som dengang, hvor han var på regnskabstur til Grønland med en kollega. De var på sømandshjemmet i Maniitsoq, og der var så meget tåge, at helikopterne, der var eneste officielle vej ind og ud af byen, ikke kunne lette. Over flere dage var der aflysninger, og dagen for hjemrejse nærmede sig uden tegn på bedring i vejret.

Bent skulle gerne hjem og fejre sin 50-års fødselsdag, der var planlagt med mange gæster, men han begyndte at grue for, om det var muligt. Så kom et skib ind, og da han kendte kaptajnen fra tidligere besøg, gik han ombord.

Da kaptajnen hørte om hans problemer, tilbød han, at Bent kunne sejle med til Nuuk, hvorfra der ikke var problemer med at komme videre. Bent accepterede, selvom han skulle bryde op fra sømandshjemmet lidt før beregnet.

Ombord på skibet kom et besætningsmedlem og bad om en samtale. Herefter fulgte flere.

På sidste tur havde de oplevet at miste en kollega i en drukneulykke, og det sad tungt i dem. Sømandshjemmet i Sisimiut havde afholdt en mindehøjtidelighed, hvor de havde deltaget, men de havde brug for at snakke om det med en, der ikke selv var en del af det.

Det var en svær oplevelse for Bent, men han følte, at det var Guds vilje, at han skulle med på den sejltur og være de lyttende ører og trøstende hænder for besætningen ombord.

Og han nåede hjem til fødselsdagsfesten.

Arbejdet fortsætter

”Alting har sin tid!” er en sætning, der flere gange lyder fra Bent. Det gør ondt, når noget godt er slut, men nogle gange skal døre lukkes, før vinduer kan åbnes. Tiden ændrer sig, og vi må ændre os med den.

”Man når et tidspunkt, hvor man er nødt til, måske, ikke at slippe arbejdet som sådan, men planlægningen af det, for det er der andre, der skal gøre. De ved, hvor skoen trykker henne nu,” siger Bent.

Da han for ti år siden gik på pension, fortsatte han og Etna med arbejdet i den lokale sømandskreds. Derudover har han computer, som han bruger på at læse nyheder og kommunikere på blandt andet Facebook, hvor han skriver sammen med søfolk, der er langt væk hjemmefra.

”Det er unikt, at man kan skrive sammen til den anden side af jorden på alle tidspunkter af døgnet,” siger han.

Når Bent den 6. november fylder 80 år, skal det fejres med en familiefest, hvor bl.a. de seks børn, der alle har egne familier, deltager. Der bliver også på selve dagen en fest for venner i fælleshuset, der hører til området, som han og Etna bor i.

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page