Når nøglen bliver væk

En veninde sendte for nyligt denne sms: – Kære bedende kvinder. For ti dage siden forsvandt det ene sæt bilnøgler med en husnøgle hertil og én til mine forældres hus. Jeg har ledt og ledt og ikke fundet dem. Jeg har også bedt. Jeg vil ikke tro, de er stjålet, og min mand er overbevist om, at de ligger her et eller andet sted, men hvor?? Vil I bede sammen med mig?

Vi kender det nok alle sammen. Lidt for mange ting om ørerne, og så i et øjebliks distraktion får vi lagt nøglerne et uvant sted – men hvor? Jeg husker engang, jeg kom hjem med varer, og mine bukser havde ingen lommer. Bilnøglen fik jeg sat i bukselinningen, mens jeg pakkede varerne ud. Da jeg var færdig, var nøglen væk. Alle mine tanker begyndte at kredse om at finde bilnøglen, men lige meget hvor meget jeg ledte, var den bare væk. Det gjorde helt ondt indeni over ikke at kunne finde den. Så efter noget tid skulle vi have is fra kummefryseren – og der lå de så – i fryseren!

Nogle gange kan vi opleve, at det er, som om nøglen til Gud er blevet væk. Døren er lukket og låst, og vi kan bare ikke finde den nøgle. Hvis det er vigtigt for os, vil alle vores tanker måske begynde at kredse om, hvor nøglen kan være blevet af. Ligesom Maria i Johannes 20, 15, hvor Jesus siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.«

Når det føles, som om adgangen til Gud bliver væk, kan vi mærke Marias desperation. Hvor er han henne? Nogle gange kan nøglen til at læse i Bibelen blive væk. Det føles tørt og uden liv. Hvor er Gud henne i det? Er det, fordi vi skal finde nye teknikker til at komme ind i Guds nærvær? Eller er der noget andet, vi skal være opmærksomme på?
Bibelen siger, at Jesus er døren. Nøglen til at lukke den op er Helligånden, som giver os adgang til hans levende vand. Men hvad så, hvis den kanal er stoppet til? I 1. Mosebog kapitel 26 har filistrene kastet alle israelitternes brønde til med jord. I stedet for at lave nye brønde, graver Isak på ny de samme brønde fri, og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

Vi må hver især sørge for at holde vores brønd fri fra sand. Det kan være travlhed og synd i vores liv, der er med til at stoppe forbindelsen. Jeg oplever også, at Gud ønsker at styrke fællesskabet med andre kristne, så for mig er det nemmest at lukke ordet op i fællesskab med andre. Vi har hver især måder, der falder os nemmere at søge Gud på, og i stedet for at gå efter den ”seneste nye teknik” skal vi få renset ud i de brønde, vi allerede har oplevet være fulde af liv. Det kan være bøn eller lovsang, det kan være bibellæsning eller at søge Gud sammen med andre.

Ofte er det nok at slå øjnene op om morgenen og sige Godmorgen Helligånd, og så vente på ham.