Peter Aalbæk har fået mundkurv på
Filmselskabet Zentropa har frataget producer Peter Aalbæk Jensen retten til at udtale sig på selskabets vegne, efter at flere kvinder har fortalt om de eksempler på ydmygelser, mobning og sexchikane, han har udsat dem for.
Flere kvinder har fortalt, at de som unge elever blev straffet for mindre forseelser. De fik så fx valget mellem smæk eller at muge ud i Peter Aalbæks hønsehus. Produceren selv afviser sagen som spøg og mener, at alle har moret sig i forbindelse med episoderne.
Sagen er kommet frem i forbindelse med den internationale #MeToo-kampagne.
Det Svenske Filminstitut, som er medproducent af Zentropas film, har efter afsløringerne overvejet at droppe støtten til Zentropa.
Det Danske Filminstitut har kaldt Zentropas hidtidige ledelsesstil ”middelalderlig”.
Ifølge producentforeningen vil Zentropa dog slippe for straf, fordi krænkelserne er sket i fortiden. Den nuværende ledelse har ændret ledelsesstil, oplyser direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, til Ritzau.