Skolegården

Et kig ind i et fængsel for unge kvinder mellem 13 og 21 år.

Udefra ligner fængslet blot endnu et hus på gaden. Det har høje mure og pigtråd som ethvert andet hus i hovedstaden Tegucigalpa, og den eneste øjensynlige forskel er de tre bevæbnede mænd, som holder vagt i et lille træskur et par meter fra døren.

Før vi får lov til at komme helt ind i fængslet, bliver vi kropsvisiteret og får besked på at tage smykker og ure af. Da vi står i entreen og venter, kigger jeg rundt. På væggene hænger kreative skoleprojekter, som nogle indsatte har lavet i deres biologiundervisning. Jeg føler næsten, jeg kan høre min forestilling om et fængsel begynde at slå revner. Hvordan mon de farlige kriminelle, som har lavet denne uskyldige skoleposter ser ud?

Bag ved den sidste dør, som fører os ind i fængslet, finder vi de udendørs opholdsfaciliteter. Det, der møder os, er hverken aggressive eller farligt udseende kriminelle. Det er piger. Piger yngre end mig. De står henslængt og taler på den lille asfalterede fodboldbane. De sidder og slapper af i pavillonen. De ligner piger som mig og mine veninder. Det her er ikke et fængsel, tænker jeg. Det er en skolegård.

Jeg ved, da jeg ankommer, at disse piger er kriminelle, men da jeg ser dem og taler med dem, bliver forbindelsen for mig umulig at forstå. De har et ansigt, en historie og en hård baggrund.
Vi spiller en fodboldkamp på den asfalterede bane, og bagefter falder jeg i snak med én af pigerne. Vi taler om løst og småt, som man ville gøre med ethvert andet nyt bekendtskab, og hun fortæller mig, at hun er fra Tegucigalpa og er 16 år gammel. Jeg kan tydeligt se på hende, at hun har oplevet og set mere, end hun burde på de 16 år. Det hun har i bagagen virker til at have gjort hende ældre både fysisk og mentalt, dog er hendes øjne venlige, og hun er ivrig efter at snakke om kærester som enhver anden teenagepige. Hun går endog også rundt med en jævnaldrende pige om armen, som om de er bedste veninder, men da jeg spørger hende, om hun har nogle veninder, får jeg et uventet svar: ”Jeg har ingen veninder. Jeg stoler kun på Gud.”

Denne pige har ændret min forståelse af kriminelle. Forstå mig ret, de har gjort noget, de ikke burde have gjort, men det er ikke hele historien. De er også et produkt af et samfund, som ikke kunne tage sig af dem; af en verden, som kun har lært dem om vold.