”Jeg kender jer ikke…”

Stig Christensen advarer bl.a. imod yoga faith, som er et forsøg på at lægge et kristent indhold i ellers hinduistiske yogaøvelser.

Sådan vil Jesus sige til nogle, der troede, de var med i Guds rige, fortæller søndagens tekst. Derfor bør alle kristne overveje, om vi er kommet på et sidespor, der leder væk fra Jesus.

Jeg kender jer ikke, siger Jesus. – Mon Jesus kender mig? Mon Jesus vil kendes ved mig?

Det er klogt at stille sig selv det spørgsmål, for hvis Jesus ikke vil kendes ved mig, kommer jeg ikke med til bryllupsfesten i Himlen.

De fem tåbelige jomfruer ville Jesus ikke kendes ved. De vidste godt, at brudgommen – Jesus – ville komme forbi, men de var uforberedte. Hvis man skal bestå en vigtig eksamen, er det nødvendigt at forberede sig. Hvis man om morgenen skal møde på arbejde kl. 8, er det for sent at komme ud af sengen ti minutter over 8.

Er jeg forberedt til at møde Jesus?

De fem tåbelige jomfruer ville låne olie af de fem kloge. Men det kunne de ikke. Der er mange ting, man ikke kan låne sig til eller købe sig til. Man kan ikke låne sig til eller købe sig til et andet menneskes klogskab eller visdom. Man må selv have besværet med at tilegne sig klogskab og visdom.

Man kan ikke låne sig til, eller arve andre menneskers tro og gudsfrygt, man må selv tilegne sig det. Der er mange ting i livet, som kun jeg selv kan gøre, og som jeg selv må tage ansvaret for.

For sent, for sent, for evigt for sent!

De fem jomfruer kom for sent, og døren var lukket. Det er ærgerligt at komme for sent til et tog eller en bus, men det er skæbnesvangert at komme for sent til at få del i det evige liv.
Jesus siger: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet”. I forsættelse heraf siger han: ”Følg mig”.

De ti jomfruer havde alle hørt, at tiden var inde, bryllupsfesten var nær, de troede på budskabet og ventede på opfyldelsen.

De havde alle viden herom, men kun de fem forberedte sig ordentligt. Viden om Guds rige er altså ikke nok, man må også forberede sig herpå.

I lignelsen om den fortabte søn ødes det gode liv hos Faderen bort i et udsvævende liv. Et aktuelt eksempel herpå møder vi i provstens skikkelse i TV serien- Herrens veje. Provsten kender evangeliet og taler smukt herom, men øder det bort i et totalt egoistisk og udsvævende liv, der også ødelægger livet for hans nærmeste.

De fleste danskere kender de 10 bud. Det er en klog handling at se på sit eget liv i lyset af disse bud. Forbereder jeg mig på evigheden ved seriøst at bestræbe mig på at leve efter de 10 bud?
Det første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig”, er det vigtigste og mest omfattende bud. Holder jeg udholdende fast ved Den Treenige Gud, eller dyrker jeg andre guder ved siden af?

Vanskeligt at holde fast ved sandheden

I vor tid er det ret vanskeligt at holde fast ved Bibelens Gud som den eneste sande. Hvis man følger den såkaldte politiske korrekthed, så skal man være tolerant og inkluderende i forhold til andre trosopfattelser.

Det har vi i de senere år set mange eksempler på blandt biskopper og præster i Folkekirken, hvor man til gudstjenester mv. indbyder imamer og andre til aktivt at deltage.

Yoga eller faith

Nyreligiøsiteten har grebet mange, specielt i form af den hinduistisk/ buddhistisk inspirerede yoga-dyrkelse.

De religiøse ånder, der er knyttet til yoga, kan ikke forenes med Helligånden.

Den nyreligiøse tidsånd har ikke kun fået magt blandt ”liberale” kristne kredse, men også blandt de såkaldt ”bibeltro” kredse. En særlig raffineret yoga-dyrkelse har vundet indpas i form af den såkaldte Yoga Faith, som der på nettet gøres meget reklame for. Jyllands-Posten bragte fx i denne uge en to siders artikel om Yoga Faith crossyoga – fra Metodisternes hovedkirke i Strandby.

Uanset navnet er det yoga-øvelser, man udfører, og det er ganske sikkert, at det ikke er noget, som Jesus har anbefalet, derfor skal man holde sig langt væk derfra.

Pas på tilføjelser

En anden form for afgudsdyrkelse er tilføjelser til den hellige skrift, som fx mormonernes: Mormons bog.

Hvis man vil forberede sig til bryllupsfesten, skal man være udholdende, holde sig til Bibelens ord som højeste autoritet, følge Jesus og tro på hans nåde og barmhjertighed.

Søndagens tekst: Matt. 25, 1-13

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Om at være parat til Jesu genkomst
1Jesus fortsatte:
”Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. 2Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. 3De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, 4hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. 5Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.
6Men ved midnatstid lød råbet: ‘Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’
7Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. 8De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie.
9Men de andre svarede: ‘Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’
10Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket. 11Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‘Herre, luk op for os!’ 12Men han svarede: ‘Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’
13 ’Vær altid parate,’ sagde Jesus, ’for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.’”