Vi tager ikke os selv alvorligt
I forbindelse med at Gribskolen i Græsted har aflyst sin årlige julegudstjeneste, udtaler integrationsminister Inger Støjberg, at aflysningen er et billede på “behagesyge” og misforstået hensyntagen til de omkring 300.000 muslimer, der lever i Danmark.
Umiddelbart kunne man forstå ministerens udsagn sådan, at det er efter pres fra muslimske forældre, at skolen har valgt at aflyse julegudstjenesten. Men sådan forholder det sig langtfra. Der går mange muslimske elever på katolske skoler landet over, hvor muslimske forældre bevidst har valgt en kristen skole til deres børn, fordi de foretrækker en kristen påvirkning fremfor en ateistisk.
Det er snarere Gribskolen, der bruger hensynet til de muslimske elever som et påskud for at få kristendommen ud af det offentlige rum og at gøre religion til en privatsag. Det er et ønske, der går meget længere tilbage end masseindvandringen.
Beslutningen om at tage julegudstjenesten ud af skolens program kommer fra et pædagogisk råd, som tydeligvis er kristendomsfjendsk. Når man siger, at børn ikke må udsættes for forkyndelse i skoletiden, gemmer man sig igen under argumentet om hensynet til anderledes troende. Men hvorfor imødekomme et ønske, som slet ikke findes? Det pædagogiske råd tager andre religioner som gidsel i deres kamp imod kristendommen.
Mange danskere er optagede af de trusler, som kommer udefra, heriblandt islam. Men den allerstørste trussel kommer fra os selv, når vore skoler forsøger at nedbryde den kristne tradition og tage den kristne tro fra den næste generation. Hvis det sker, mister vi ikke bare vores kulturelle og religiøse identitet, men også respekten fra anderledes troende, som der bliver flere og flere af i vores samfund. Derfor er der al mulig grund til at fortælle både danske skolebørn, muslimer og andre religiøse, hvad kristendom er, også i forkyndende form, for at vise dem, ikke bare hvad dansk kultur er, men at vi også har et religiøst ståsted.
Hvis julen kun bliver til pynt, kravlenisser, risengrød og Søren Banjomus viser vi, at vi ikke tager os selv alvorligt. Hvis vi ikke gør det, hvordan skal andre så kunne gøre det?
