Skuespilleren valgte at blive præst

Mikkel Kaastrup-Mathew er skuespiller og kulturpræst. Han fortæller her om sin vej til en levende kristen tro.

– Da jeg mødte Rebekka, som er vokset op i et kristent hjem, var det uundgåeligt at støde på Gud, fortæller Mikkel Kaastrup-Mathew.

– Vi er begge jyder og mødtes i august 2008, da jeg var kommet ind på skuespiller-uddannelsen på Den Danske Scenekunstskole i København.
– Rebekka boede dengang i Jylland. Hun var med til at starte ”Projekt: Kirke i Hjørring”, hvor hun var lovsanger. Jeg kom i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro, hvor hendes søster, Sabina, var lovsanger.

– Jeg havde deltaget i mange gudstjenester og havde mange fikse holdninger. Men så var jeg med til Sommercamp i 2009, hvor præsten Kenneth Kühn talte. Dér fik jeg en åbenbaring, fortæller Mikkel Kaastrup-Mathew.

Han er i dag både professionel skuespiller og kulturpræst i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro.

– Der skete virkelig noget på ungdomsmødet på den camp…Qua min skuespilleruddannelse gik jeg i forvejen op i formidling, og derfor havde jeg et skarpt og kritisk øje til præster, jeg hørte prædike. Igennem nogle år havde jeg oplevet en del, da Kenneth fejede benene væk under mig, forklarer han.

Indtil da havde ”Gud banket på hist og pist”. Mikkel havde bl.a. hørt masser af lovsang, som havde introduceret ham til kristendom. Men det var en oplevelse med præsten, der rykkede ham for alvor:
Kenneth startede med at hoppe ned på gulvet fra scenen og tale om kirke i øjenhøjde. Og om Abraham og Guds vandring. Da han afsluttede, sagde han bl.a., at der sad en ung mand i salen, ”der kommer til at stå sammen med mange mennesker, stå på scenen, blive leder og skabe nye ting”.

– Hver sætning, han sagde, var noget, jeg i løbet af året havde tænkt eller tænkte på netop da… Det virkede naturligt, at jeg skulle være formidler. Jeg var ikke i tvivl om, at han talte om mig. Hver eneste sætning passede, siger præsten.

Regnbue i gråt

Mikkel Kaastrup vil aldrig glemme resten af den mystiske oplevelse.

– Pludselig blev alt inde i salen gråt, og kun jeg stod i farver i salen… ligesom Jakobs søn Josef, der drømmer. Der var et par hundrede mennesker, da Kenneth talte, og mit hjerte hamrede. Jeg begyndte at svede, da alt blev gråt, og kun jeg stod i farver – og tænkte på Josef, siger Mikkel Kaastrup-Mathew.

Bagefter gik han hen og fortalte præsten om det, der var sket på mødet.

– Han virkede helt nede på jorden, som om det var ganske normalt. Dengang følte jeg, han ikke helt forstod, at det var mig, han havde talt om i sin prædiken.

– Men vi begyndte bagefter at mødes ugentligt for at læse Bibelen sammen, og så tog det virkelig fart. Det er en bog, der kræver historisk kontekst at forstå. Og da jeg fik hjælp til at tolke den, rykkede det meget.
– Jeg havde fået en Bibel af mine svigerforældre, men nu blev læsning virkelig interessant. Det var i januar 2010. Kort tid efter talte vi om dåb.

Dåb

– Jeg er ikke vokset op i et hjem med troende – kun kulturkristne – og jeg ville gerne giftes med Rebekka, før jeg blev døbt, for at vise min egen familie – mine søskende og forældre, og mine venner, at jeg ikke behøvede at konvertere. At det ikke var en sekt, forklarer han.

Men otte måneder senere, den 17. september 2010, blev han alligevel døbt inden brylluppet.

– Gud opererer på nogle sjove måder. Jeg havde nogle erfaringer på skuespillerskolen, der afgjorde det. Skuespilleruddannelsen og troen på Jesus var som at tage syvmileskridt i hver sin retning.

Og i forbindelse med dåben konkluderede jeg, at man aldrig bliver rigtig klar.

– Rebekkas forældre er frikirkepræster i Hirtshals, så det var med håndspålæggelse og forbøn, da jeg kom ind i familien. Det var grænseoverskridende – på grænsen til det intimiderende. Men jeg vidste samtidig præcist, hvor de stod, fordi de var præster, fortæller han.

Mens Mikkel mødtes med Kenneth, havde han overvejet, hvad der ville ske, hvis han mistede forbindelsen til sin kommende kone? Hvis hun døde, eller de gik fra hinanden?
Det var vigtigt for ham, at det med troen kom fra ham selv – ikke kun fra Rebekka og hendes familie.

– Min svigerfar døbte mig i Vesterhavet. Der var en kæmpe storm aftenen inden. Den påmindede mig om, at der ikke kun foregår synlige kampe, som vi kan se og høre, men at der i sandhed også er kampe i den åndelige verden. Den aften konkluderede jeg vist: ”Der er mere mellem himmel og jord”.

– Jeg befandt mig inden dåben i et interessant spændingsfelt med et ben i hver lejr. Som om jeg stod med fødderne i vandet i Grenen på Skagen og fik de to have ind på samme tid. Min fornuft kæmpede – jeg måtte tage et valg. Før var jeg meget påvirket af mit bagland. Men i månederne fra april til juni 2010 begyndte jeg mere og mere at hælde til Guds side.

– Der var en kamp, men jeg følte, det var meningen, jeg skulle døbes.

– Selvom mine forældre har en anden kirkebaggrund end frikirke, mødte de op til dåben, og det betød meget for mig, siger Mikkel Kaastrup-Mathew.

At leve det

Efter dåben var han først ivrig efter at dele troen med sin egen familie, men mærkede hurtigt, at det er mest effektivt, ”hvis vore liv vidner i stedet for vore ord”.

– Jeg brændte mig lidt ganske få gange. Man forbereder sig på de afgørende samtaler, der pludselig opstår ved familiesammenkomster. De lægger mærke til, at du opfører dig anderledes. Og pludselig ser de frugten af den måde, jeg har valgt at leve mit liv.

Bryllup

Mikkel og Rebekka blev gift i april 2011. Kenneth Kühn viede dem, og Mikkel svigerfar holdt bryllupstalen.

– Vi blev gift på Holckenhavn Slot på Fyn. Rebekkas storebror planlægger events. Han arrangerede festen for os som bryllupsgave. Min svoger og hans kone lavede et ”nordisk royalty møder Disney” tema. Et stort og pompøst bryllup – det bliver det let på et slot. Disney-karakterer bød gæsterne velkommen, og det hele vakte kun glæde og begejstring.

– Vi har mange sangere i familien, og gæsterne var en broget flok mennesker fra forskellige kulturer, siger præsten, der også havde sit hold fra skuespillerskolen med.

Efter vielsen boede parret et år i København, men flyttede så et år til Ålborg, da Mikkel fik en opgave som skuespiller her. Bagefter flyttede de tilbage til Hovedstaden. Familien bor nu i en lejlighed i København.

I 2014 fik de datteren Agnes, og i Juli 2017 sønnen Poul Abel.

Rebekka har en bachelor i dansk og litteratur og er ved at færdiggøre en kandidatgrad, men i øjeblikket står den på barselsorlov.

Blev kulturpræst

– For halvandet år siden – i foråret 2016 – blev jeg kontaktet vedrørende en ny ledelsesstruktur i Kirken i Kulturcenteret. Det var seniorpræsten Jarle Tangstad, som ringede til mig.

– Et kort øjeblik tænkte jeg: ”Gad vide om de vil kalde mig til at være præst på grund af åbenbaringen i 2009?”… men så tænkte jeg: ”Nu ikke så høje tanker”. Men Jarle spurgte faktisk, om jeg ville være præst.

– Jeg følte, at det, Gud havde sat i tale dengang, skete… jeg følte mig først kaldet til at blive skuespiller og blive scenevant – og så blive præst!

– Det er et stort ansvar at være præst. Jeg er empatisk – vokset op præget af en god mor, der er socialpædagog. En masse led i mit liv har ledt mig til at blive præst. Uddannelsen som skuespiller har skænket mig de kommunikative og kulturelle gaver, hvor min mors pædagogik overvejende har gavnet mig i det sjælesørgeriske arbejde, siger Mikkel Kaastrup-Mathew.

Han har de sidste par år tænkt på, hvor meget velgørenhedsarbejde en del ikke-kristne mennesker og grupper gør.

I den forbindelse bliver han mindet om kapitel 25 i Matthæusevangeliet, hvor Jesus skiller fårene fra bukkene.

Mikkel bider mærke i, at Jesus her udelukkende taler om gerninger – fx at folk gav ham noget at spise, da han var sulten, besøgte ham, da han sad i fængsel osv.

– Det er ikke nok at kaldes kristen, tilføjer han.