Mia kom op at stå efter et helt uventet mirakel
Fysioterapeuten kan ikke fatte, hvad der er sket med Mia Holmberg fra Randers, der kun med besvær kunne gå eller stå…
Fredag den 11. marts stavrede Mia Holmberg på to krykker ind i Skywalk kirken i Randers. Hun havde fået to hofteoperationer og skulle den 31. marts undersøges til en tredje operation.
– Når jeg skulle ud og handle i Randers Storcenter, var det i kørestol. For jeg kunne ikke holde ud at stå eller gå ret mange skridt, fortæller Mia.
Hun er født med hofteskred, men det blev først konstateret, da hun var 26 år. Da var hofterne så slidt, at hun først fik opereret den højre og derefter den venstre.
– Så gik det også bedre – indtil den 26. september 2016.
– Hvad skete der?
– Jeg foretog et forkert vrid med kroppen, og så gjorde det bare så afsindigt ondt. Jeg måtte ligge ned de næste par uger og have hjælp til at komme på toilettet osv.
Efterhånden kom jeg op og begyndte at gå bedre. Men jeg kunne ikke klare mig uden kørestol og krykker, fortæller Mia, der bor på 3. sal og har tre børn at tage vare på.
Helbredelsesmøde
– Min veninde havde opfordret mig til at tage ned i kirken, hvor der var et helbredelsesmøde med Hans Berntsen, og da jeg ikke havde andet på programmet, tog jeg med. Men jeg troede ikke på sådan noget, siger Mia.
Der var ca. 250 fremmødte. Berntsen holdt først et lille foredrag, men da det bl.a. handlede om Jesus, stod Mia af.
– Jeg var meget skeptisk overfor alt sådan noget, indrømmer hun villigt.
Gik all-in
– Under talen opfordrede han til at tage imod Jesus i hjertet. Og jeg tænkte: Nu går jeg sgu all in! Og så rakte jeg en lap i vejret.
Folk stillede sig i en kø for at blive bedt for. Og jeg ventede lidt. Men så gik jeg derop sammen med to veninder. Jeg ville ikke være den første og heller ikke den sidste. Så det var mig i midten.
Da han bad for min første veninde, Laila, kunne jeg se, at der virkelig skete noget. Og det kunne jeg næsten ikke forstå. Hun havde et problem med ryggen.
Så var det min tur.
Som om det brændte
– Jeg spurgte ham først om at bede for nogle celleforandringer i livmoderen, som jeg havde fået konstateret.
Han lagde hånden på min pande og bad en kort bøn. Og så spurgte han, hvad jeg fejlede med benene, og om vi ikke også skulle bede for mine ben.
Da han løftede det ene ben, gjorde det meget ondt. Og mens han bad, kunne jeg simpelthen mærke, hvordan der blev trukket noget ud i hofterne, selv om han ikke trak i benet. Det var lidt, som om det brændte.
– Hvor lang tid varede det?
– Kun 30-40 sekunder!
– Og hvad skete der så?
– Så sagde han, at jeg skulle rejse mig. Jamen, det kan jeg jo ikke, tænkte jeg. Men det gjorde jeg så! Og jeg støttede, som jeg plejer på venstre ben. Men han opfordrede mig til at støtte også på det højre ben. Det prøvede jeg så. Og det gjorde slet ikke ondt!
Det var så mærkeligt, at jeg bare tudede, fordi jeg var så overvældet. Og jeg har tudet meget siden, for det er så mærkeligt.
– Hvordan går det nu?
– Jeg har gået rigtig meget. Jeg har prøvet at gøre en hel masse, som jeg ikke har kunnet. Jeg kan fx sidde i skrædderstilling nu!
Kæresten med
Søndag var Mia Holmberg igen til møde med Hans Berntsen. Denne gang i Hobro.
– Jeg ville gerne vise min kæreste, Claus, hvad der foregik. For han tror ikke på sådan noget. Men nu ville han godt se, hvad det var. Og han havde også et problem med knæet.
Jeg tog også mine ”adoptivforældre” med. Det er et ældre par, jeg kender rigtig godt. Og min adoptivmor har haft brækket nakken, så hun har hovedet fastholdt med et stativ. Da Berntsen bad for hendes ben, kunne hun mærke, der skete noget i nakken.
Jeg løb fra Claus op af trapperne, så han måtte bede mig vente på sig. Lørdag dansede vi så meget, at han måtte sætte sig ned og holde pause, griner Mia.
– Hans lod mig fortælle det på mødet. Og det blev også lagt ud på Berntsens facebook-side.
Fysioterapeut: Det er helt vildt
Mia har før helbredelsen fået behandlinger af en fysioterapeut to gange om ugen. Nu var hun spændt på, om han også kunne se forandringen. Så hun sagde ikke noget, da han om onsdagen kom for at massere hende på briksen.
”Det var mærkeligt,” sagde han, da han tjekkede mit bækken. ”Dit bækken er fuldstændig lige nu. Hofteskålene er lige.” Han undersøgte benene og sagde, at de nok var lidt spændte. Men når han trykkede de forskellige steder, hvor det plejede at gøre ondt, kunne jeg ikke mærke noget særligt.
Så fortalte jeg ham, hvad der var sket. At jeg var blevet bedt for. Og han syntes også, at det for mærkeligt.
Udfordringen har også talt med fysioterapeuten, Thomas Morsbøl fra Fysio-Velvære. Han bekræfter Mias ord:
– Mia har haft store problemer med hofterne. Jeg har kendt og behandlet hende i omkring et år. Der var masser af skævheder og spændte muskler, fortæller han.
– I september 2016 fik hun jo et smæk, som gjorde det meget værre. Hun kunne ikke gå og heller ikke støtte på benene.
Jeg fik noget af det rettet op. Men hun måtte se i øjnene, at der var brug for den helt store operation – og hvis ikke det lykkedes, måtte hun indstille sig på at sidde i kørestol resten af livet.
– Hvad siger du så nu?
– Jeg kan slet ikke sætte ord på. Jeg tror ikke en sk… på den slags. Men jeg har målt og undersøgt hende, og jeg kan ikke se nogen synlige skavanker mere.
– Er det så ikke et mirakel?
– Jo, det kan man vist roligt kalde det, siger fysioterapeuten.
Hofteskred
kaldes hoftedysplasi.
kan være medfødt, udvikle sig eller ske ved et uheld.
kan enten opstå på lårbenshovedet eller i hofteskålen – eller i begge.
forekommer hos børn og nyfødte, men opdages ofte først i 10-30 års alderen.
Ca. 1% af alle nyfødte har hoftedysplasi, og ca. 10% af alle børn udvikler den.
Piger er 6 gange mere udsatte end drenge.
60% rammes i venstre hofteled, 20% i højre og 20% i begge hofteled (bilateral hoftedysplasi).
Hoftedysplasi medfører en ekstrem belastning af hofteleddet og kan medføre andre skader.
Symptomer: gangbesvær, kliklyde fra hoften og smerter i lysken. Ikke lige lange ben. Haltende gangart. I voksen alder følger gigt og slidgigt.