Reformationens glemte helte

Reformationen var andet og mere end Martin Luther. Der var bl.a. de schweiziske reformatorer Zwingli, Grebel, Manz, Sattler og Hubmaier, fortæller Torsten Højberg i denne kronik, som beskriver nogle af de glemte martyrer.

Hvem er Reformationens glemte helte? Det er de tusinder, som forfulgt af stat og kirke blev martyrer, fordi de ville være tro imod Ny Testamentes lære om dåb og menighed, og de var pacifister og imod edsaflæggelse.

Det begyndte med den schweiziske reformator Ulrich Zwingli (1484-1527), som i 1519 blev ansat som ledende præst i domkirken Grossmünster i Zürich.

Allerede under sine teologiske studier i Basel var han blevet inspireret af sin lærer Thomas Wittenbach, der skrev:
”Den tid er ikke fjern, da den gamle kirkelære vil blive genoprettet på Bibelens grund.
Afladen er et romersk bedrageri. Kristi død er den eneste betaling for vore synder.”

Det førte til, at Zwingli, der først var humanist inspireret af Erasmus af Rotterdam og den katolske kirkes skolastik og filosofi, forlod dette til fordel for troen på og forkyndelsen af Bibelen som Guds ufejlbarlige ord, der tolker sig selv, og han understregede, at Helligånden åbenbarer Bibelens mening for alle, som oprigtigt vil lære den at kende.

Han sagde: ”Den hellige Skrift kommer fra Gud, ikke fra mennesker. Guds ord kan ikke fejle. Det er klart, det forklarer sig selv; det åbenbarer sig selv, det oplyser sjælen med frelse og nåde….Kristus ofrede sig selv på korset, én gang for alle, og han er det offer, som gør fyldest i al evighed for alle deres synder, som tror…Jesus Kristus er det eneste offer, den eneste gave, den eneste vej.”

Studerede skrifterne

Zwingli oprettede en studiegruppe, hvor de græske klassikere, den latinske Bibel og det hebræiske Gamle Testamente, samt Ny Testamente på grundsproget græsk blev studeret.
Her deltog fra 1521 Conrad Grebel (1498-1526) og fra 1522 Felix Manz (1498-1527). Grebel havde studeret 6 år på universiteterne i Basel, Wien og Paris, og Manz var også en af de unge lærde sprogbegavelser, som beherskede latin og græsk og var meget kompetent i hebræisk. De blev begge omvendt under disse studier. Inspireret af Zwingli ønskede de at være tro imod Guds ufejlbarlige ord.

De blev derfor meget skuffede, da han i 1523 lod bystyret bestemme, at messen skulle bevares, selvom han havde sagt, at Skriften måtte følges. Med Grebel som leder brød unge radikale kristne, omkring 15 mænd, derfor ud og dannede deres egen gruppe. De samledes til bøn og bibelstudier, og da de ikke fandt barnedåben i Ny Testamente, tog de afstand fra den.

Forbudt af bystyret

Derefter forkyndte Conrad Grebel og Felix Manz omvendelse og dåb af troende, og adskillige forældre nægtede at lade deres børn døbe.
Det førte til, at der blev en offentlig debat mellem dem og Zwingli, som af byrådet blev erklæret for sejrherre. Byrådet beordrede derefter Grebel-gruppen at ophøre med sine aktiviteter, og det krævede, at alle udøbte spædbørn skulle døbes inden for otte dage, ellers ville de blive landsforvist.

Grebel, der havde en lille datter, Isabella, som ikke var døbt, stod dog fast og havde ingen intentioner om at lade hende døbe. Da gruppen på trods af byrådets forbud den 21. januar 1525 mødtes hos Felix Manz, bad en af brødrene, Georg Blaurock, Grebel om at døbe ham, efter han havde bekendt sin tro, hvorefter Blaurock døbte de øvrige tilstedeværende. De lovede hinanden at være tro mod Det nye Testamente og at leve adskilt fra denne verden.

Henrettet af protestanter

Derefter bredte bevægelsen sig hurtigt, og Felix Manz var i 1525-26 en meget aktiv evangelist for den nystiftede døberbevægelse. Hans ædle liv, veltalenhed, uddannelse og begejstring gjorde ham yderst populær, og han blev arresteret adskillige gange.

I 1526 strammede Zürich byråd grebet og vedtog, at gendåb skulle straffes ved drukning. Samme år døde Conrad Grebel af pesten, og Felix Manz blev dømt til døden ved drukning. Da han blev ført fra fængslet til drukning i Limmat-floden i Zürich lørdag den 5. januar 1527, vidnede han og priste Gud. Han var den første schweiziske anabaptist, der blev henrettet af protestanter.

Opgør med barnedåb

Efter Felix Manz’ martyrdød blev Michael Sattler (1490-1527) leder. Han havde været benediktinermunk og prior i et kloster.

Allerede i februar 1527, en måned efter Manz’ martyrdød, skrev han Schleitheim-bekendelsen, som gjorde rede for Anabaptisters tro og egenart. I afsnittet om dåben står der:

”Dåben gives til dem, der er blevet belært om omvendelse og et forandret liv, og som ærligt tror, at deres synder er taget bort af Kristus, som vandrer i Jesu Kristi opstandelse, og som ønsker at blive begravet med Ham i døden, så de må blive oprejst med Ham, og den gives til alle, som i den mening anmoder os om dåben og kræver den for dem selv. Dette udelukker enhver form for barnedåb.”

Pacifist – brutalt henrettet

Skriftet er gennemvævet af ord og tanker fra Ny Testamente, hvor Jesu bud om at vende den anden kind til tages bogstaveligt, så bekendelsen er gennemsyret af pacifisme.

Den er imod edsaflæggelse med Jesu ord: ”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej.”

Kun tre måneder senere i maj måned blev han efter katolsk rettergang i Rottenburg am Neckar i Sydtyskland dømt som ærkekætter til døden på den grusomste måde. Han fik sin tunge skåret ud, og bundet til en vogn fik han flået lunser af sin krop med glødende tænger. Derefter blev han brændt på bålet. Sattlers kone og resten af menigheden blev enten halshugget med sværd eller druknet.

’Sandheden er udødelig’

Anabaptisternes største teolog, Balthasar Hubmaier (1485-1528), der blev dr. theol. i 1512 samme år som Luther, var professor på Ingoldstadt Universitet, indtil han 1516 blev sognepræst i domkirken i Regensburg og fra 1521 i Waldshut tæt på Zürich.

Inspireret af Luther forkyndte han reformatorisk. I 1523 mødte han Zwingli, og i en debat forfægtede han lydighed imod Bibelen, og han ønskede at afskaffe barnedåben, som han ikke fandt belæg for i Ny Testamente.

I 1525 blev han og 60 andre i Waldshut døbt af døberen Wilhelm Reublin, og et flertal på 300 af menigheden lod sig døbe af Hubmaier.

Af biskopper og myndigheder blev han da fordrevet fra Waldshut, og han blev præst i en menighed i Nikolsburg i Mähren, hvor der opstod en vækkelse, og tusinder kom til personlig tro og blev døbt. Han udgav 25 skrifter. Hans valgsprog var ”Die Wahrheit is untödlich”, sandheden er udødelig. Ud fra Skriften viste han, at den bevidste tro er en nødvendig forudsætning for dåben, som har en bekendende, syndstilgivende og forpligtende side. Altså kunne barnedåben ikke anerkendes som dåb. Som følge heraf består den kristne menighed udelukkende af troende og døbte medlemmer og må derfor blive en frikirke.

Martyrdød

Hubmaier dømtes til døden og blev den 10. marts 1528 brændt på bålet i Wien, og tre dage senere blev hans kone druknet i Donau.

Deres forbrydelse var, at de følte sig forpligtede på at forkynde og praktisere, hvad enhver kan læse indenad i Ny Testamente om tro og dåb.

Det var den udløsende faktor for tortur og dødsdom og henrettelse ved brænding, drukning og endog halshugning af tusinder i de følgende år.

Hverken stat eller nogen magthavende kirke – det være sig katolsk eller protestantisk – holdt hånden over dem. De var sikkert bange for, at samfundet skulle bryde sammen, hvis stat og kirke skiltes ad. På trods af denne barbariske forfølgelse lykkedes det ikke at stoppe dem.

Både Luther og Zwingli bevarede den etablerede kirke, der siden 380 under kejser Konstantin var en statskirke, hvis eksistens var afhængig af barnedåben.

Derfor var både kirke og stat enige om på det grusomste at forfølge udbryderne, der gik hele vejen med at være lydige imod Ny Testamente.

Igennem disse Reformationens glemte heltes blod blev kimen lagt til religionsfrihed og lovlige frikirker.