Så er der igen liv i Knabrostræde

Huset i Knabrostræde har i øjeblikket et fast team på 4-5 unge og 13 frivillige tilknyttet, som står for det praktiske.

Ungdom Med Opgave er flyttet ind i huset Soli Deo Gloria midt i København.

Der er blevet vasket ned og vasket op, skuret og gjort fint i det gamle hus Soli Deo Gloria i Knabrostræde i København, hvor Ungdom Med Opgave nu er tilbage.

Sabrina Bruhn Olesen, der er med i staben, har svært ved at skjule sin glæde:
– Vi er begejstrede og beærede over at være i et hus, hvor andre før os har sået noget i jorden, som skal gro. Det er stort, og vi glæder os til at se, hvad Gud vil gøre, siger Sabrina Bruhn Olesen.

Den 1. oktober fik Ungdom Med Opgave (UMO) nøglerne til det historiske hus, som Foreningen Unge Kristne købte tilbage i 70’erne, og hvorfra meget missionsarbejde er udsprunget. Det var hér, at bl.a. forlaget Scandinavia og avisen Udfordringen blev skabt, og hér, at mange kristne har haft deres gang. UMO holdt også engang til i huset, og efter flere års fravær har man valgt at leje sig ind igen.

– Det er et spændende sted at være, også fordi det har en historie. Imens vi har gået og gjort huset klart, er nogle kommet forbi og har sagt, at ”Åh, jeg var her engang”. Nogle er også kommet for at hjælpe os. Der var én, som var til en af vores lovssangsaftener, som kom og sagde, at han kendte en, som måske kunne give et godt tilbud på maling til hele huset. Tilbuddet endte med at være på 0,00 kr., og det kunne vi jo godt godkende, fortæller Sabrina.

Meningen er, at det skal være et bøn- og lovsangshus og et hus til DTS-træning (Discipleship Training School) og på sigt også indeholde en café.

Visionen er, at huset skal fyldes af unge, der brænder for Jesus og for at bringe evangeliet ud til københavnerne. Huset skal gerne fyldes af lovsang, undervisning og fællesskab og skal bl.a. huse de teams fra andre lande, som UMO København jævnligt får besøg af.

Fast team og frivillige

Starten har været hektisk, for allerede efter 20 dage kom et team fra Frankrig på besøg, og bagefter et team fra Norge. Der skulle bl.a. sættes køjesenge op, og når den sidste er sat op, bliver der køjepladser til 20, foruden at der kan opredes til flere.

Det 5-etagers hus har et fast team på 4-5 unge tilknyttet plus 13 frivillige, foruden at andre unge kommer i huset. Det faste team består af unge på 25-30 år, som alle har gennemgået DTS-træning og alle er studerende ved siden af. Sabrina Bruhn Olesen læser selv logistik og økonomi. Hun tog sin DTS i Sverige og var efterfølgende i et team dér i to år, men har bl.a. også været på et halvt års ophold på UMO Danmarks hovedkvarter i Sjellebro på Djursland.

– Gud leder os ét skridt ad gangen. Lige nu arbejder vi på at få vores volontørarbejde op at stå, og vi har stadig arbejdsdage, hvor vi gør huset i stand. Vi har også allerede haft besøg af to teams, ét fra Frankrig og ét fra Norge, og desuden har vi vores lovsangsaftener og Refine, som er en mini-bibelskole, foruden at vi selv havde et team i Bosnien i efterårsferien, fortæller Sabrina.

UMO København har et uformelt samarbejde med flere frikirker i byen. I forvejen har UMO en godt 200 kvadratmeter lejlighed på Vesterbrogade, hvor nogle af de frivillige bor, og som det er planen at beholde.

Den oprindelige plan var at starte op i 2018, men økonomiske bidrag på familielejren i Fjellerup har gjort, at det har været muligt at starte op allerede nu.

Huset trængte til en kærlig hånd, men den faste stab og en flok frivillige har lagt mange timer i at gøre det klar.
Tilbage til den oprindelige vision

Visionen er bringe evangeliet om Jesus Kristus ud til københavnerne, sådan som det også var visionen for den gruppe unge kristne, der oprindeligt købte huset i 1970’erne.

Huset spillede en væsentlig rolle i Jesus-bevægelsen i 70’erne, der sprudlede af idéer om mission. Blandt de Unge Kristne, der købte huset, var folk som Jørgen Vium Olesen og Johny Noer, og på indgangsporten stod ordene ”Soli Deo Gloria”, som betyder ”Gud alene æren”. Inskriptionen stammer sandsynligvis fra dengang i 1700-tallet, da huset i Knabrostræde blev bygget.

Siden blev huset lejet ud, men føres nu tilbage til den oprindelige vision af Ungdom Med Opgave i samarbejde med Foreningen Unge Kristne.

Ulrik Corneliussen, landsleder for UMO Danmark, fortæller i øvrigt, at UMO længe har bedt for at komme tilbage til huset i Knabrostræde. Sidst man lejede sig ind, var det Kings Kids, der benyttede stedet, og siden har mange bedt for, at UMO igen skulle komme under tag i huset. For nogle år siden var et koreansk YWAM-forbønsteam i København, og Ulrik Corneliussen er blevet fortalt, at de i bedste koreanske stil bad: ”We claim the building for YWAM again”.

På sommerens UMO-familielejr i Fjellerup blev der oprettet en støttegruppe, som har forpligtet sig til at yde økonomisk støtte i to år frem.

UMO Danmark er en del af den internationale missionsorganisation Youth With A Mission (YWAM), som blev skabt i 1960 og i dag arbejder i mere end 180 lande.

UMO’s grundlæggende mission er træning, evangelisation og barmhjertighedstjeneste.