Kaldet til et liv som læge

Udover at være en læges biografi, så er bogen et velskrevet, velegnet og velunderbygget debatoplæg til samtale om store etiske emner ud fra både et etisk og kristent livssyn.

Det er spændende, netop fordi Dorph skriver ud fra egne erfaringer både som patient og læge, så også lægfolk kan forstå det lægefaglige i samspil med vor tids etiske udfordringer og politiske prioriteringer. Bogen er i to dele: første del er biografisk, anden del er emner til diskussion.

Biografi

Dorph skriver om den megen lægesnak, han hørte i sin barndom, hans kristentro som katolik, en skolegang præget af ordblindhed samt livstruende sygdom som 16-årig, og de overvejelser det gav både dengang som patient og senere som læge. Hvad stiller man op i praksis? Og hvordan skal man som læge kommunikere om alvorlig sygdom? Dorph ville have foretrukket at få den fulde ubehagelige sandhed at vide, at sandsynligheden for overlevelse var ringe. Et motto i bogen er ”at kunne lytte til patienterne er helt afgørende for at opnå det bedst mulige grundlag for behandlingen af dem”.

På trods af sygdom og svaghed gennemfører Dorph sin lægeuddannelse. Han er nødt til af økonomiske grunde at kombinere sin studietid med flere lægerelevante jobs, som senere viser sig nyttige i de mange opgaver som læge og overlæge forskellige steder, bla. på Dronning Ingrids Hospital i Grønland, mest i det jyske, og sidst som overlæge på Kolding Sygehus. Han beskriver de mange tanker og beslutninger, der har præget hans karriere, bla. problematikken om at afstå fra abortindgreb grundet sin kristne tro, hans forhold til tobaksrygning på arbejdspladsen og meget mere.

Emner til diskussion

Dorph fortæller meget levende om diagnoser som åreforkalkning, blodprop i hjertet og forhøjet blodtryk, så det har almen interesse. Der er kapitler om kommunikation mellem patienter og personale, klagesager, holdninger til døden, behandling af kroniske lidelser og terminale tilstande, samt yderst spændende kapitler om livets afslutning, livsforlængende behandling og aktiv dødshjælp. På trods af disse dystre emner har det været berigende at læse om, såvel som kapitlet om alternative behandlinger, da det maner til eftertanke og belyser nye perspektiver. Netop Dorphs meget kvalificerede lægefaglige tilgang er derfor et glimrende grundlag for relevante diskussioner, og for ham er det at være læge et kald, ikke bare et arbejde.

Anton Dorph-Petersen: Et liv som læge
237 sider • 245 kr.
Queenswood