Her bliver kristne mest forfulgt

Åbne Døres seneste oversigt, Verdensranglisten 2018, viser de 50 lande, hvor kristne forfølges mest. Den mørkrøde farve viser de 11 lande med ”ekstrem forfølgelse”.
I de orange lande, nr. 12-35, oplever kristne ”meget alvorlig forfølgelse”, mens de gule lande oplever ”alvorlig forfølgelse”.

Hver 12. kristne i verden oplever at blive forfulgt for sin tro. Forfølgelsen af kristne vokser og berører over 215 millioner mennesker.

I 30 af de 50 lande på Verdensranglisten er forfølgelsen af kristne øget i løbet af det sidste år.

Det kommunistiske Nordkorea topper endnu engang listen som det land, hvor kristne forfølges mest. Over 50.000 mennesker bor i arbejdslejre, fordi de selv eller et familiemedlem mistænkes for at være kristne og ikke deltager i den tvungne tilbedelse af Kim-familien.

Islamismen vokser i mange lande, og forfølgelsen af kristne i Afghanistan (nr 2) er nu næsten på højde med Nordkoreas.

Seksuel vold

Omkring 215 millioner kristne verden over oplever forfølgelse i høj eller ekstrem grad. Forfølgelsen af kristne er øget i nogle lande i Afrika, Asien og Mellemøsten, og de mest sårbare er de kristne kvinder, som både oplever forfølgelse på grund af deres tro og deres køn.

Hver dag bliver seks kvinder voldtaget, forulempet eller tvunget til ægteskab med en muslim under dødstrusler på grund af deres kristne tro.
Verdensranglisten har dokumenteret 2.260 af denne type overgreb mod kvinder. Men tallet dækker naturligvis kun dem, som har vovet at afsløre overgrebet. Det oplyste tal menes kun at være en brøkdel af det totale antal kvinder, som bliver voldtaget og seksuelt forulempet på grund af deres kristne tro.

Forfølgelse defineres som enhver fjendtlighed oplevet fra omverdenen, som resultat af ens identificering med Kristus. Dette inkluderer fjendtlige holdninger, ord og handlinger begået mod kristne. Kristne risikerer fortsat fængsling, tab af hjem og ejendele, tortur, voldtægt og død som følge af deres tro.

Sådan udarbejdes Verdensranglisten

Åbne Døre er den danske afdeling af Open Doors, som i 60 år har arbejdet for kristnes tros- og religionsfrihed. Organisationen har projekter i over 60 lande, hvor man støtter de lokale kirker og kristne i deres kamp for at leve som kristne i særdeles fjendtlige områder.
Hvert år udgiver Åbne Døre World Watch List, (Verdensranglisten), som er en årlig kortlægning og rapportering af omfanget af kristenforfølgelser i verden. Listen udarbejdes på baggrund af rapportering fra medarbejdere i felten og tætte samarbejdspartnere.

Listen over de 50 lande, hvor kristne forfølges mest, er lavet på baggrund af forskellige spørgsmål. Disse spørgsmål hjælper Åbne Døre til at skelne mellem forskellige former for forfølgelse ved at se på:

Den juridiske, officielle status kristne har (generel religionsfrihed i loven)

De forhold, der reelt er gældende for den enkelte kristne (konsekvenser af troen)

Hvilken rolle kirken spiller i samfundet (frihed til at udtrykke sig offentligt)

Faktorer, der kan hæmme eller hindre religionsfriheden i et land (angreb etc.)

Forfølgelse af kristne i 2018

Forfølgelse defineres som enhver fjendtlighed oplevet fra omverdenen, som resultat af ens identificering med Kristus. Dette inkluderer fjendtlige holdninger, ord og handlinger begået mod kristne. Kristne risikerer fortsat fængsling, tab af hjem og ejendele, tortur, voldtægt og død som følge af deres tro.