”Plads til mig selv og plads til andre”

Lindenborg Efterskole er bygget op omkring et tidligere DGI-center og har en stærk idrætslinje.

På Efterskolen Lindenborg ønsker man, at eleverne opdager egne evner og muligheder, og at de også ser ud over sig selv og får øje for verden udenfor.

Der er mange udtryk, som eleverne på Efterskolen Lindenborg hører igen og igen: At dit liv skabes og udfolder sig lige så langt, som du vil åbne dig: I et samspil med andre, i et samspil med det, der er større end dig selv og i et samspil med verden omkring dig.

Efterskolen Lindenborg er en musik- og idrætsefterskole og blev i 2012 bygget op omkring et tidligere DGI-center. Den ligger smukt ned til den inderste del af Roskilde Fjord og er ideel som ramme for en stærk idrætslinje. Skolen har alle de nødvendige faciliteter, både ude og inde – foruden vandet lige ved siden af.

Idræt i stor stil

Skolens rammer giver mulighed for at dyrke volley, fodbold, løb, idræt, fitness og roning. I samarbejde med andre efterskoler er der løbende turneringer og idrætsdage hele året igennem.

Musik med muligheder

Vælger man skolens musiklinje, stiller skolen musikalsk udstyr til rådighed foruden adskillige lærere med både musikpædagogiske uddannelser og stor erfaring bag sig. Her er mulighederne sang, band og dans inkl. soloundervisning.

Gennem undervisning, performance, indspilninger og koncerter kan eleverne løfte deres musikalske niveau betydeligt, både hvad angår tekniske færdigheder og musikforståelse generelt.

Menneskesyn tæller

Efterskolen Lindenborg har tænkt en del over, hvordan et kristent tilværelsessyn omsættes i praksis. Derfor er den ugentlige samling, ’Connect’ vigtig for skolen, for her fokuseres der på ”min egen udvikling, på min indlevelse i verden omkring mig og på det, der er større end mig selv.”

Lindenborg Efterskole ligger ned til Roskilde Fjord og optager normalt omkring 90 elever.
Hjælper fattige i Rumænien

Skolens menneskesyn omsat i praksis kommer fx til udtryk i et fokus på skolebørn i Rumænien. Ved hjælp af et julemarked i november og sponsorløb i foråret samler eleverne hvert år ind til trængte børn og familier i et af Østeuropas fattigste lande.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Efterskolen Lindenborg har rødder i Det Danske Missionsforbund, og optager normalt ca. 90 elever på 9. og 10. klassetrin.