Åbne Døre: Verdens forfulgte kristne har fire muligheder
Der er reelt fire muligheder for verdens forfulgte kristne, forklarer Åbne Døre i forbindelse med omtalen af den nyeste Verdensrangliste.
I det seneste blad fra organisationen kan man læse om ”4 muligheder for kristne, der rammes af forfølgelse”.
Den første mulighed er ”Registrér og underkast dig”. I nogle lande kan kristne få tilladelse til at registrere deres kirke. Til gengæld vil myndighederne have medbestemmelse i kirkens anliggender, som det sker fx i Kina.
Anden mulighed er ”Gå under jorden og overlev”. Det er fx eneste mulighed for kristne i Afghanistan, hvor enhver kristen er konverteret fra islam – og derfor kan blive anholdt og fængslet for frafald.
Tredje mulighed er ”Flygt og forbliv i live”. I Somalia bliver det bemærket, hvis en person holder op med at komme i Moskéen. ”Du bliver bedt om at komme. Hvis ikke, må du hellere flygte, hvis du ønsker at leve”, siger en af Åbne Døres researchere.
Den fjerde mulighed: ”Bliv og risikér livet” er den typiske situation for kristne i Nordkorea. Både den enkelte kristne og vedkommendes familie risikerer at ende i landets dødslejre for at eje en bibel. ”Da han kom til tro, traf han valget, at han måske en dag ville dø for Kristus. Alle kristne i Nordkorea har truffet det valg”, siger en ven af en kristen, som blev fængslet for sin tro.