Afhoppere mødtes med Mike Pence
USAs vicepræsident har under sit ophold i Sydkorea ved starten af Vinter OL mødt flere nordkoreanske flygtninge. Også Fred Warmbier, hvis søn døde efter fængsling i Nordkorea, deltog i mødet, skriver The Christian Post.
– Vi bliver inspireret af jeres mod. Vi har selv stået og set hen over den demilitariserede zone, den linje som I krydsede under jeres flugt til friheden. Det amerikanske folk står sammen med jer og I repræsenterer de millioner i Nordkorea, som også længes efter frihed, sagde Mike Pence.
En af afhopperne, Ji Hyeon-A, fortalte, at hun blev taget af sikkerhedstyrkerne, fordi hun var kristen og læste i Bibelen. Tre gange forsøgte hun at flygte, men hver gang blev hun sendt tilbage til Nordkorea. Flugten lykkedes først i fjerde forsøg. Men under flugtforsøgene blev Ji Hyeon-A offer for menneskehandlere – og blev gravid. ”Fordi jeg blev gravid uden for Nordkorea, blev jeg tvunget til at abortere min baby uden bedøvelse, da jeg blev sendt tilbage… Jeg afsonede tid i fangelejr. Først i 2007 lykkedes det mig at undslippe Nordkorea og komme til Sydkorea. Det tog mig hele 10 år”, fortalte Ji Hyeon-A.
Fred Warmbier roste afhoppernes kamp mod ondskaben. Hans 22-årige søn blev idømt 15 års fængsel for tyveri af en politisk plakat. Otto var fængslet i 17 måneder men frigivet i juni 2017 pga. sygdom. Han døde fire dage efter hjemkomsten til Ohio.
Obama-regeringen bad i 2017 Ottos forældre tie om sagen ”for ikke at fornærme nordkoreanerne”.
Men Otto kunne hverken se eller tale, da han kom hjem. Det skyldtes ikke botulisme og en sovepille, som Nordkorea hævder. Der var ingen undskyldning for at holde hans situation hemmelig og nægte ham lægehjælp, mener Fred Warmbier. Han kalder Nordkorea et brutalt terrorregime, der ikke er til at stole på. ”Vi ser resultatet af deres handlinger med Otto”, fastslår han.