Møder med Helligånden – og deres betydning

Knud Held-Hansen deler her nogle af sine erfaringer og tanker omkring møder med Helligånden.  

Journalist på Nordjyske Stiftstidende Charlotte Rørths møde med Jesus i en kirke i Spanien, er der på det seneste sat et spørgsmålstegn ved her i avisen. Det er ikke så sært, for hendes oplevelse er helt usædvanlig – nærmest utrolig.

Charlotte Rørth havde aldrig set ham før, og alligevel genkendte hun Jesus med det samme. Det var Jesus, der stod foran hende, da hun den 25. februar 2009 sad på en bænk i sakristiet bag et 500 år gammelt kapel i den sydspanske by Úbeda. Da hun kom hjem fra besøget, kaldte Charlotte nærmeste hende for glødepæren, skriver Kristeligt Dagblad i en anmeldelse af hendes bog.

Før mødet med Jesus havde Helligånden talt til en sortklædt kvinde, skriver Charlotte Rørth i sin bog ”Jeg mødte Jesus.”: ”Du er udvalgt,” siger hun, og hiver forpustet mine hænder ind til sig og knuger dem hårdt mod sit bryst. ”Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvad laver du?” ”Hun siger godt, godt, bien, bien, da hun hører ordet journalist, periodista. ”Så er det derfor, du er udvalgt,” siger hun. ”Du skal fortælle en vigtig historie, så hør nu efter,” fortsætter hun. ”Jorden vil gå under, og kun de, der tror, vil reddes. Og du skal fortælle det til alle.”

Mit møde med en tidligere barnesoldat

Rigtig mange kristne har i tidens løb kunnet berette om usædvanlige oplevelser, som Helligånden kan være årsag til. Også mit møde med en tidligere barnesoldat i Uganda, som jeg traf for 19 år siden, da hun som kvoteflygtning kom til Danmark. Det var næppe helt tilfældigt, at jeg var på Diakonisssestiftelsen i København, hvor China Keitetsi midlertidigt blev indlogeret. Jeg må tillægge det en vis betydning, en mulig bønhørelse, at en kristen kirke i Sydafrika ved hendes afsendelse til sit nye værtsland havde bedt om, at hun måtte møde en kristen ved sin ankomst.

Barnesoldaten China, af navn efter sine skæve øjne, blev et indbrud i min verden. Hvad var det dog, hun kom fra og havde været igennem, dette plagede lille menneske?

Tragedien i Rwanda

Den 6. april 1994 blev præsident Habyarimanas fly skudt ned af to missiler, mens det lagde an til landing i Rwandas hovedstad Kigali. Den dag i dag ved man ikke, hvem der stod bag attentatet. Men en time senere var der sat vejspærringer op i det meste af byen. Alle blev stoppet og dem, der var tutsier, som China er, blev dræbt på stedet. Et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab var i gang.

16 år tidligere viste Jesu mor Maria sig for tre piger på vej hjem fra skole i Rwanda, har China fortalt mig. Maria skal have sagt til pigerne, at de skulle fortælle om deres møde med hende og sige, at blodet ville komme til at flyde, hvis befolkningen ikke omvendte sig. Det skete ikke, og 16 år senere flød blodet i stride strømme som sagt.

China var blot 9 år gammel, da hun første gang faldt ind i geleddet sammen med de andre soldater, hvoraf mange var børn som hende. Herefter fulgte 10 frygtelige og blodige år som kampsoldat i Ugandas National Resistance Army, hvor China til sidst endte med at være en erfaren sergent og livvagt for betydningsfulde officerer.

Budskabernes vigtighed

Disse to åbenbaringer, for nogle skolepiger i Rwanda og for en journalist på en avis, er begge af betydning, tænker jeg. Hvor den første fik alvorlige følger, fordi folk ikke omvendte sig, vil den sidste også få det, for dem der overhører, hvad den spanske kvinde havde fået lagt på sit hjerte at skulle sige: ”Jorden vil gå under, og kun de, der tror på Jesus, vil reddes.”

I tidens løb har jeg oplevet mange ting i kraft af Helligånden, tror jeg. På en rejse i det tidligere Jugoslavien blev jeg fx i drømme vidne til en bilulykke, hvorved to unge mennesker omkom. Jeg så bilen skride ud og havne dybt nede. Og da alt var stille, skimtede jeg to lysende skikkelser, en større og en mindre, forlade vraget og stige til vejrs.

Dagen efter gik jeg en tur i byen, Porec, hvor jeg tog et foto af en opslagstavle med en dødsannonce for Ivonne Miani. Først ved hjemkomsten til mit hotel ”Maestral,” fik jeg den tragiske historie om Ivonne, ansat på hotellet, der om aftenen var blevet hentet af sin kæreste. I det voldsomme regnvejr var mandens bil skredet ud, som jeg så rulle rundt og havne dybt nede, hvorved begge omkom.

Liv efter døden

Der ER altså et liv efter døden, som jeg nu har set. Og skal du og jeg det rigtige sted hen, hvor Jesus er, gælder de samme betingelser som skolepigerne i Rwanda og Charlotte Rørth i Spanien fik besked på: Tro på Jesus Kristus er ensbetydende med frelse og evigt liv.

Den tidligere barnesoldat China Keitetsi har jeg stadig forbindelse med, og hende kan Gud have sine planer med. Som lille pige i Uganda oplevede hun at se Jesus stående ved fodenden af sin seng. De talrige ulykker og drab, China er skånet for, tyder på, at Jesus har været med hende hele vejen og beskyttet hende. China har sat ord på sin tragiske historie i sin bog ”Mit liv som barnesoldat i Uganda.” Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men kan købes som lydbog.

Johannes siger i sit evangelium kap. 21: ”Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem èn for èn, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.”

Vi bør være varsomme med at dømme andre

Vi bør derfor være lidt varsomme med at kritisere andre kristne for deres tvivlsomme religiøse oplevelser. Når, og hvis vi rendyrker troslivet, begrænser vi Guds virkemåde med risiko for at blive sekteriske og snæversynede. Vi bygger dermed vores tro på ”rigtige meninger,” som vi profilerer os og vore kirker på. Når Jesus fx siger: ”Lad de små børn komme til mig”, er det helt naturligt at døbe små børn. Når de senere bliver konfirmeret, bekræfter de unge jo deres dåb og tro på Jesus.

Trods det anser mange kristne barnedåb for ikke at være en rigtig dåb i bibelsk forstand. Uanset dåbsform må vi nu anse barnedåb og konfirmation som en god samvittighedspagt med Gud. Og det er forholdsvis nemt at argumentere for, at dåb ikke er det vigtigste – derimod troen på Jesus. Nogle af de sidste ord vi har fra Jesus, knytter sig til hans korsfæstelse. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: ”Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den ned rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”

Der sker noget med os og for os, når vi tror på Jesus. Jeg har fx oplevet en spontan helbredelse efter fald fra en stige. Som et arrangement i den Åndelige Fornyelse på disse kanter kom den norske prædikant Hans J. Frøen til et møde i Komdrup Forsamlingshus. Frøen var kendt for at bede for syge. Men modet svigtede mig, da han inviterede til forbøn. Under kaffebordet rejste prædikanten sig imidlertid op og spurgte ud i forsamlingen, om der sad en med ondt i ryggen, hvad han havde på fornemmelsen. Da ikke andre i forsamlingen rakte hånden i vejret, tog jeg mod til mig.

Næppe havde jeg sat mig på en stol, før jeg mærkede en kraft blive udløst. Siden da har jeg ikke haft ondt i ryggen. Det var en stor oplevelse at blive berørt og helbredt, ligesom det er for alle andre, vi læser om her i Udfordringen, der bliver bedt for ved hjælp af de efterhånden mange prædikanter, som har fået denne nådegave. Jo, Jesus helbreder stadig!

Jeg er ikke sikker på, at det bedste altid er, at vi fjerner os fra Folkekirken, hvor nådegaverne ikke praktiseres i synlig grad. Og hvor vidnesbyrdene er færre. Men det er blot et spørgsmål om tid, tænker jeg, før vi ser en mere virksom kristendom blive praktiseret også i Folkekirkeregi. Fordi det kan jo være sandt, hvad der er sagt til Charlotte Rørth: ”Jorden vil gå under, og kun de, der tror, vil reddes! Og du skal fortælle det til alle.”

Mit vidnesbyrd
Af Knud Held-Hansen, Aalborg