Populismen – en ny verdensorden?
En ny verdensorden forsøges stablet på benene, siges det.
Bag tiltaget finder man en stribe kontroversielle, højre-orienterede, hvis ikke ligefrem højre-radikale partier, der over en bred front udfordrer det liberale demokrati. Et spøgelse går gennem Europa, skrev i sin tid Marx og Engels. Dengang var det kommunismen. I dag er det populismen.
I denne interessante bog, der mest af alt minder om en blanding af et rids og en politisk pamflet, tager Samuel Rachlin disse ”tilpasningsdygtige gopler” under kritisk behandling. De står i skarp modsætning til den kulturradikale vanetænkning, som de betragter som korrumperet; denne ideologiske overskrift kombineres med et krav om, at magten må tilbage til ”folket”, uanset hvilke midler der må tages i brug for at fremme formålet – og uanset konsekvenserne for demokratiet.
Det er selvfølgelig sin sag på kun små 150 sider at forsøge at identificere populismens væsen, historie og betydning. Men det var helt nyt for mig, at man helt tilbage i 1800-tallets USA kan støde på populistiske tendenser. Om jeg ellers blev så meget klogere af bogen, er jeg lidt usikker på. Jeg tror, det skyldes, at Rachlin selv er lidt i tvivl om, hvordan man skal indfange og indkapsle populismens væsen:
”Den nye verdensorden og den medfølgende usikkerhed indgår en forbindelse med den voksende populisme og er med til at kendetegne vores tid i overgangen fra det 20. til det 21. århundrede; fra de trusler, vi kendte alt for godt, til de trusler, vi endnu har svært ved at identificere. Som altid ved historiske epokeskift famler vi mest i mørke, men vi er ved at opdage ikke kun populismens udfordring, men også de vestlige demokratiers skrøbelighed og sårbarhed,” skriver han.
Men i al fald satte bogen mange tanker i gang, og det er jo ikke så ringe – for nogen af os. Tilbage står så blot at levere gennemtænkte mod-svar på truslen.
Samuel Rachlin: ”Folket og magten. Populisme og den nye verdensorden.”
173 sider • 250 kr. • Kristeligt Dagblads Forlag
