Rod i kalenderen
Tidl. sognepræst, Hedehusene.
Ved årsskiftet fik jeg en flot vægkalender fra Vietnam. Den mindede mig om, at lande i Sydøstasien bærer rundt på et levn fra kolonitiden. De har stadig søndag som den første dag i ugen.
Mon ikke EU gerne vil ændre det næste gang, der skal indgås en handelsaftale? I Europa, hvor søndagen har mistet sin betydning for rigtig mange mennesker, er mandag den første dag i ugen, den dag, hvor arbejdet begynder. Lørdag og søndag er blevet belønning for 5 travle arbejdsdage.
Gud skabte verden på 7 dage. De 6 dage arbejdede han. Den syvende dag hvilede han. Det gjorde Jesus også, men en begivenhed i Jesu liv ændrede kalenderen for kristne, nemlig Jesu opstandelse fra de døde på den første dag i ugen. Vi ved, at disciplene var sammen på ugedagen efter opstandelsen, hvor Jesus kom til dem og viste Thomas sårmærkerne i siden og naglemærkerne i hænderne.
Derfor gjorde de kristne opstandelsesdagen til samlingsdagen, også selv om de skulle gå på arbejde bagefter. Vi får først belønningen – del i Guds rige, fordi han deler sin opstandelse med os, og så kan vi på ugens andre dage gå ud og give det videre, vi har fået. Ugen begynder med Jesusmødet, og ikke med arbejdet.
Søndag er optankning. Den skal vi ikke fortjene os til. Den er et billede på livet. Den er ren gave. Søndag er opstandelsesdagen. De efterfølgende ugedage hægter sig på søndagen. Her skal søndagens virkelighed blive til hverdag. Jesus var i høj grad et hverdagsmenneske. Han deler vores hverdag, så opstandelsen bliver det modord, der skal bære os gennem alle hverdagens bryderier og gråvejrsperioder. Opstandelsen er ikke kun en ”køn” teori, men den er knyttet til Jesu død og opstandelse. Jesu kærlighedsmagt gør den virkelig.
Uanset, hvad Mayland har valgt i min kalender, så har jeg valgt at lade søndag være den første dag i ugen.
