Sparekasseassistent blev baptistpræst
Torsten Højberg fandt troen gennem Billy Grahams bog ”Fred med Gud” og blev senere en meget aktiv baptistpræst. Mandag fylder han 75 år.
Torsten Højberg blev født og voksede op på en gård på Bornholm i et hjem, der ikke var kirkeligt aktivt. Man skulle dog i kirke juleaften, men det skete pga. travlhed i stalden, at de ikke nåede det. Børnene i hjemmet kom ikke i søndagsskole eller andet kristent børnearbejde.
Ingen havde nok dengang forestillet sig, at Torsten som voksen skulle blive en meget engageret og karismatisk præst.
Efter realeksamen i 1959 blev han nemlig de næste 4 år uddannet til sparekasseassistent i Rønne.
I denne tid blev han meget åndeligt søgende, og han fandt svaret på sin søgen, da han i efteråret 1960 læste bogen ”Fred med Gud” af Billy Graham.
– Jeg opdagede, at det var det, som Billy Graham skrev om, som jeg behøvede, men endnu ikke havde. Derfor begyndte jeg efter Billy Grahams anbefaling at søge Gud ved bibellæsning, bøn og kirkegang – i folkekirken, som var den eneste kirke, jeg dengang havde været i, fortæller han.
– Efter nogle måneders søgen sammen med en kammerat, kom jeg til tro og overgav mig til Jesus på mit værelse. Fra da af vidste jeg, at jeg var et Guds barn.
Spørgsmålet om dåben
Ved grundigt studium af Ny Testamente blev Torsten og hans kammerat senere overbeviste om, at barnedåben ikke var direkte omtalt i Bibelen. (Tilhængerne af barnedåb henviser dog til, at der i Bibelen flere gange står om en ny kristen, at ”hele hans hus blev døbt” – altså formentlig også børn. Ap.G. 11,14 og 16,31.)
Men det var altid bevidste troende, der lod sig døbe, mente Torsten og kammeraten. Dette førte dem til Baptistkirken, hvor de blev døbt i februar 1962.
Sat i gang med at vidne
Det blev en skelsættende og igangsættende oplevelse. De to unge mænd begyndte at vidne om Jesus for soldater, de mødte på gaden i Rønne.
– Et gæstfrit hjem i menigheden åbnede sig for den soldatermission, som derved opstod. Her var hygge og kaffe på kanden, og der blev talt om at tro på og følge Jesus, husker Torsten.
På landslejren for unge baptister på Bornholm i juli måned samme år oplevede Torsten et kald til at forkynde, men han følte sig ikke kvalificeret. Han havde vidnet for mange, men aldrig oplevet, at nogen havde givet deres liv til Gud på grund af hans vidnesbyrd. Så han sagde til Gud, at Han først måtte gøre ham til en sjælevinder, inden han kunne tro, at han skulle være præst.
Kort efter fik Torsten lov til at bede til frelse med en kollega i sparekassen – han husker endnu datoen den 8. august 1962.
Da han kom ind i Civilforsvaret i 1963-65 og blev befalingsmand, ledte han også flere til tro på Jesus, og han oplevede også, at Helligånden talte til ham om, at han skulle køre en bestemt strækning på Bornholm, hvor han tog en blaffer op, som han ledte til tro og overgivelse til Jesus, inden han satte ham af…!
Torsten havde også haft karismatiske oplevelser, inden han påbegyndte sine studier til baptistpræst, der krævede studentereksamen.
Præsteddannet i Tølløse og Schweiz
Han søgte derfor efter endt tjeneste i CF ind på 2-årigt studenterkursus og blev student i 1967.
De næste to år studerede han på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse og derefter i tre år på International Baptist Theological Seminary i Schweiz.
I ferierne arbejdede han som buschauffør. I 1970 blev Torsten gift med Esther.
Efter teologisk eksamen i Schweiz blev han i 1972 ansat som præst i Baptistmenigheden i Sindal-Mosbjerg-Bindslev.
Der fik de tvillingerne Thomas og Malene i 1973. I Sindal underviste han om Helligånden og nådegaverne, hvilket førte til udgivelse af to bøger i 1975 med nyt oplag i 1978 og en ny bog i 1988.
1980 flyttede familien til menigheden i Pandrup-Birkelse, hvor de var, til de i 1992 modtog kaldet til at være præstepar i Roskilde Baptistkirke, hvor Torsten var ansat til 2008 og tillige i Ringsted Frikirke de sidste 3 år.
Gift med Lillian
I 2007 mistede han sin hustru igennem 37 år på grund af en kræftsygdom.
I 2008 blev Torsten gift med Lillian og flyttede til Viborg. Her er de begge til daglig engageret i Viborg Frikirke med ugentlig ledelse af bønnemøder, og normalt prædiker Torsten en gang om måneden. Derudover er han freelance præst med tjenester i forskellige frikirker.
I Luthers 500 års jubilæumsår 2017 udarbejdede Torsten en undervisning om frikirkerødder fra Reformationen med seminarer i kirker om Anabaptisterne og deres efterkommere, der blev blodigt forfulgt, og han førte historien om de frikirkelige strømninger helt frem, til de første danske baptister blev døbt i København i 1839.
Han skrev i den anledning en kronik ’Reformationens glemte helte’ i Udfordringen 10. december 2017. Den kan også læses på www.anabaptist.dk.
De senere år har Lillian og Torsten ofte været i Israel, og de er ligesom Viborg Frikirke knyttet til ICEJ – den internationale kristne ambassade i Jerusalem.