Vi må ikke glemme børns åndelighed

Børneaktiviteter i kristent regi kan nemt begrænse sig til underholdning, hvor vi glemmer børnenes åndelighed og mulighed for at udvikle et levende forhold til Gud.

Langt de fleste kirker er gode til at skabe plads til børn fx ved anledninger som fastelavn.

Kreativiteten ved børnekirke, søndagsskoler, klubber og hvad vi ellers har i vores menigheder, er stor. Vi er gode til at lege, finde på og fortælle bibelhistorier på kreative måder med forskellige virkemidler.

Hvad vi ikke er gode til, er at reflektere over børns troskapacitet, åndelighed og mulighed for et levende forhold til Gud.

Det er ikke noget nyt – de færreste teologer har gennemtænkt deres teologier om frelse og livet med Gud til også at gælde børn under udvikling,
Ikke bare fysisk, men også åndeligt og følelsesmæssigt.

Det er let at tænke, det heller ikke er nødvendigt at reflektere nærmere over vores teologi i forhold til børn, for vi er jo alle Guds børn: Guds kærlighed gælder børn som voksne.
Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksen og på at være barn.

Selvom vi har lige værd overfor Gud, er det ikke ensbetydende med, at børn og voksne i virkelighedens kirker og menigheder har lige vilkår eller muligheder.
Ofte er gudstjenester og andre aktiviteter først og fremmest henvendt til de voksne, og børnene sendes ud i et andet lokale for at blive undervist eller underholdt der.
Et andet problem ved ikke at udvikle tankerne om Gud og barnet længere end til, at Gud elsker alle, er, at det bliver let for de voksne at fralægge sig ansvaret overfor børnene og de muligheder børn får for at udvikle deres tro.

Der er forskel

Der er forskel på at være en voksen, der er i stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger, og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet, og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne.

Selvom børn ligesom voksne har eksistentielle spørgsmål, så er det den voksnes opgave at hjælpe barnet med at vende spørgsmålene et sted hen, hvor der er svar, eller i hvert fald plads, til at lede efter et svar.

Måden, vi forstår børn på, påvirker måden, vi går til opgaven med at give den kristne tro videre til vores børn derhjemme, i kirken eller hvor vi ellers måtte arbejde med børn.
Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på og reflekterer over vores syn på børn, for ellers kan vi ikke blive reflekterede og velfunderede i vores praksis.

Hul mellem praksis og teori

Jeg vil vove at påstå, at der i mange af vores kirker og menigheder er et hul imellem vores praksis og vores teori.
Ikke af manglende vilje, men måske af manglende viden og ikke mindst mulighed for at arbejde med sammenhængene i vores forståelse af teologi, børn og kirke.

Dette hul kan betyde, at vi, der arbejder med børn og deres tro, ikke bare i kirken, men også derhjemme, kan have svært ved at forklare (og nogle gange forsvare), hvorfor det er væsentligt at bruge ressourcer på børnene og deres plads i menigheden.

Hullet mellem teori og praksis kan betyde, at ledere i menigheden ikke forstår vigtigheden af at bakke op eller støtte dem, der arbejder uge efter uge med børn og unge i menigheden.
Hullet mellem ”hvordan” og ”hvorfor” kan i værste tilfælde betyde, at det eneste, vi tilbyder børn og unge i kirkens liv, er underholdning – fordi de så er stille, glade og ikke forstyrrer de voksne.

Vi risikerer at negligere børnenes kapacitet for at udvikle og have et forhold til den levende Gud.

Det sidste er naturligvis karikeret, men det er en reel fare, at vi i menighedens arbejde kommer til at handle og tale, som om den egentlige gudstjeneste og det rigtigste kirkeliv er det, de voksne har og gør.

Gør vi det, snyder vi børnene for muligheden for at udvikle et forhold til Jesus Kristus.
Og vi snyder menighedens voksne for at lære af børnene og opleve glæden ved at være kirke på tværs af aldersgrænser.

Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver med og for børn og unge i kirkerne, og børnepasning.
Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt – og helst uden at forstyrre de voksne.

Viden om Gud betyder noget

Arbejdet med og for børn i kirken skulle også gerne tilbyde barnet mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Og i sidste instans er håbet, at det enkelte barn får tro på Jesus Kristus som frelser og Herre.

Min fornemmelse er, at vi generelt er gode til «hvordan», når det kommer til arbejdet med børn og unge i kirken, men at vi kan have svært ved at finde ordene for «hvorfor».
Derfor er det væsentligt at opmuntre til og bakke op om tiltag, der søger at give ord til «hvorfor», eller skabe mulighed for refleksion over sammenhænge mellem teologi og børnenes plads i kirken.

Erfaringer fra bl.a. England viser, at jo mere viden de, der arbejder med børn og unge, har, jo bedre er de i stand til at løfte opgaven med at lave programmer, aktiviteter og andet, der er med til at støtte børns gudsforhold bedst muligt.

Grunden er, at jo større teologisk forståelse og indsigt i børns udvikling børnemedarbejderne har, jo bedre er de i stand til at videre giver troens mysterier til børn. En anden grund er, at børnemedarbejderne med større viden og dybere indsigt i Jesus’ syn på børn er bedre i stand til at være børnenes advokat i kirkens daglige liv og virke. Det sidste er slet ikke uvæsentligt.

Børnearbejdet er vigtigt

En af de store opgaver for mange medarbejdere på børne- og unge-området er netop at skabe forståelse i resten af menigheden for væsentligheden af deres arbejde.

Det kan være nødvendigt at forklare andre med gode ord, hvorfor det er værd at lade den fem-årige være med under hele gudstjenesten, selvom han snakker undervejs.
Det kan også være nødvendigt at argumentere for bedre ressourcer til børnenes eller de unges programmer.

De, der arbejder med børn og unge, er også i fare for at blive trætte og modløse. Af den grund alene er det værd at investere i uddannelse, så de, der arbejder med børn og unge får så meget som muligt at stå imod med i det daglige arbejde.

I de fleste kirker og menigheder i Danmark er det frivillige, der bærer størstedelen af arbejdet med børn og unge.
Mange oplever, at deres tjeneste på dette område er dybt meningsfuld, men også undervurderet.

At investere i uddannelse af frivillige er at vise dem ganske bogstaveligt, at deres tjeneste er værdsat, og at deres tjenesteområde er vigtigt.

Langt de fleste menigheder er efter min mening gode til at skabe plads til børn.

Vi kan blive bedre til at reflektere over, hvordan vores forståelse og kendskab til Gud informerer og former vores arbejde med børn og unge.

Men dét er der heldigvis råd for!

Anne Thompson er underviser og medarrangør på kurset ”Børns åndelige udvikling og tro” som afholdes over to weekender i april og juni på Kolding Internationale Højskole.