80 år – og stadig på vingerne
– Med et kald til tjeneste følger også stor glæde og velsignelse. Det er gennem årene blevet til mange stjernestunder med MAF, som har gjort mig til en glad og lykkelig pensionist, siger Arne Puggaard, formand for MAF Danmark. Den 29. marts kan han fejre sin 80 års fødselsdag.
Arne Puggaard kom med i MAF Danmark på opfordring af den tidligere formand Fillip Engsig-Karup i 2001. Han blev valgt ind i MAF Danmarks bestyrelse og påtog sig hurtigt ansvaret for organisationens informationsarbejde.
Da var Arne Puggaard netop blevet pensioneret fra Danmarks Radio, hvor han i 40 år arbejdede med redigering af TV-programmer og siden forhandler på kontrakter med eksterne produktionsselskaber.
Arne og hans hustru Kamma har gennem de over 15 år, hvor de har været engageret i MAF Danmark, besøgt og rapporteret fra rigtig mange MAF-projekter. Det er blevet til rejser til Uganda, Tanzania, Bangladesh, Papua Ny Guinea, Timor-Leste, Arnhemland og Madagaskar.
– På vore rejser har vi mødt mange dedikerede medarbejdere, der har et enestående kristent fællesskab, og som på trods af store udfordringer, arbejder ihærdigt på at udleve MAF’s mission, siger fødselaren, der skal fejre den runde dag med sine fire børn, svigerbørn og otte børnebørn.
Reception i Hillerød
I forbindelse med 80-års fødselsdagen er der reception lørdag den 31. marts kl. 11 – 15 på Luthersk Missions Højskole, Ansgarvej 2 i Hillerød.
I stedet for personlige gaver opfordrer Arne Puggaard til at give MAF en donation via MobilePay 3042 9658 eller gavekonto 1551 – 9581162. Mærk gaven ”AP80”.