FN roser nordisk netside om trosfrihed

FNs specialrapportør for menneskerettigheder i Iran, Ahmed Shaheed (til højre), er begejstret for den hjemmeside, som Stefanusallian har startet sammen med 10 nordiske organisationer. Her ses han i samtale med Lisa Winther fra Stefanusalliansen, som har været med til at udvikle platformen.
Foto: Stefanusalliansen

Sammen med 10 andre nordiske organisationer for trosfrihed har Stefanusalliansen lavet en ny digital læringsplatform for trosfrihed. FNs specialrapportør for trosfrihed roser tiltaget.

Platformen er udviklet af netværket Nordic Ecumenical Network on Freedom of Religion or Belief (NORFORB). Netværket består af 11 nordiske organisationer, som arbejder internationalt for tros- og samvittighedsfrihed.

De norske organistioner Stefanusalliansen, Mellomkirkelig råd og Norges Kristne Råd er med i netværket.

– Vi ønskede at samle mange af vore ressourcer på et sted og så er det vokset ganske organisk. Nu har vi næsten 50 forskellige aktører, som ønsker at være med, ser værdien af det og vil bruge det i deres arbejde, siger Lisa Winther fra Stefanusalliansen til KPK.

– Platformen har vakt interesse både i FN-systemet, EU, OSCE og ICG. Dette er et universelt materiale, som kan bruges af alle for at bedre forståelsen af trosfrihed, tilføjer Lisa Winther.

Lanceret på FN-møde

Læringsplatformen for trosfrihed blev lanceret officielt den 6. marts i Genève. Det skete under menneskerettighedsrådets 37. møde.

FNs specialrapportør for tros- frihed, Ahmed Shaheed, udtrykker begejstring for den nye platform, som skal lære både enkeltpersoner, civilsamfund og diplomater om trosfrihed.

– Dette kommer uden tvivl til at udruste mennesker til at kunne kræve deres ret til tros- og samvittighedsfrihed. Den bidrager med vigtig klargøring af rettigheder, udtaler Shaheed i en pressemeddelelse fra Stefanusalliansen.

Ahmed Shaheed er selv en af de eksperter, som netværket har brugt til at udvikle platformen.

Bekymrende global trend

Den nye netbaserede læringsplatform skal ifølge Stefanusalliansen bruges i kampen for at vende en bekymrende global trend med stigende restriktioner for trosfriheden.

– I samfund med store udfordringer for trosfriheden er det vigtigt at arbejde både nedefra og oppefra. Vi må bygge en politisk, juridisk og social kultur af tros- og samvittighedsfrihed, siger Lisa Winther.

Ifølge Pew Research Centre lever 79 procent af verdens befolkning i lande, hvor de risikerer diskriminering og overgreb alene på grund af deres tro eller livssyn. Restriktioner fra myndighederne baseret på religiøst tilhørsforhold er også øget mange steder.

– Vi ser især, at flere nationalistiske bevægelser, som er religiøst motiveret, skaber et klima, som kun giver begrænset plads for dem, der tænker og tror anderledes, siger Lisa Winther.

Hjælp for diplomater og organisationer

Læringsplatformen indeholder korte film, øvelser og materiale, som både kan bruges i gruppetræning og selvstudier. Den er således målrettet både enkletpersoner, organisationer, trossamfund og beslutningstagere.

– Vi vil på sigt også udvikle mere skræddersyet materiale for beslutningstagere, især diplomater og parlamentarikere, både i vore lande og ude på felten, siger Lisa Winther.

Ressourcerne er blevet udviklet i dialog med eksperter og en international referencegruppe af personer fra forskellige trosretninger. Både filmene og meget af det skriftlige materiale er oversat til flere store sprog.

KPK/Bodil